Apple vil også have selvkørende bil

0
748
apple selvkørende

Korrespondance mellem it-giganten og en offentlig virksomhed afslører, at Apple arbejder med udvikling af en selvkørende bil.

Google er langt fremme med udvikling og test af en førerløs ’Google-mobil’. Og det vil Apple åbenbart ikke stå tilbage for.

It-giganten bag bl.a. iPhone og iPad er ifølge den britiske avis The Guardian godt i gang med planerne om at bygge en førerløs bil nær hovedsædet i Silicon Valley.

Det afslører korrespondance, som avisen har fået aktindsigt i, mellem Apple og embedsmænd fra GoMentum Station, en tidligere flådestation, der i dag fungerer som et 8,5 hektar stort testanlæg for blandt andet førerløse biler.

”Vi vil gerne vide, hvornår og hvordan vi kan bruge anlægget, og hvordan vi kan koordinere brugen af pladsen, mens andre parter også er på stedet,” skriver Frank Fearon, der er ingeniør hos Apple til GoMentum Station.

Rygterne om den førerløse bil, der udvikles under navnet ’Project Titan’, har svirret længe, men med det nye dokumentet, er det første gang at teorien om udviklingen af en Apple-bil kan bekræftes.

Apple har dog afvist at kommentere planerne over for The Guardian.

Ingeniører fra Mercedes og Tesla
Virksomheden har dog over de seneste måneder udvist stor interesse for bilindustrien. Tim Cook, Apples topchef, har afholdt en række møder med flere bilproducenter, og har samtidig snuppet flere bil-ingeniører og eksperter fra den etablerede bilindustri. Det drejer sig blandt andet om udviklingschefen fra Mercedes Benz’ afdeling i Silicon Valley. Derudover har Apple også hentet ingeniører fra Tesla Motors og batteriproducenten A123 Systems.

Apple-bossen har også haft tid til en række møder med Sergio Marchionne, topchef hos Fiat-Chrysler, og Tim Cook nåede også lige et besøg hos BMW, hvor det var den tyske virksomheds produktion af den elektriske BMW i3, som han så nærmere på.

Apples nye interesse har naturligvis fået tegninger af, hvordan en kommende ‘Applemobil’ kan se ud til at florere på nettet – bl.a. denne fra sitet bmwblog.com.

Ud over Google – og nu Apple – arbejder flere bilproducenter seriøst med udvikling og test af førerløse biler. Blandt andet svenske Volvo, som i 2017 efter planen slipper de første af i alt 100 selvkørende Volvo’er løs på vejene i og omkring Göteborg i Sverige. I forsøget blandes de ’autonome’ biler med den almindelige, dagligdags trafik.

Læs også: Til sommer kører Google selv

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here