‘Bad news’ for britisk bilindustri

Honda dropper bilproduktion i England, Nissan skærer ned og Jaguar Land Rover bløder kontanter. Krisen er tilbage for fuld styrke i britisk bilindustri – og Brexit vil kun forværre den.

Krisen kradser igen i britisk bilindustri. Og udsigten til et hårdt Brexit vil kun gøre krisen endnu dybere.

Sådan lyder den sørgelige status for engelsk bilproduktion to måneder inde i 2019. Mens Brexit fortsat lurer i horisonten med trusler om høje toldafgifter på hver eneste bil, der skal eksporteres fra britiske samlebånd, tikker det ind med andre dårlige nyheder i foruroligende fart.

Tirsdag meddelte Honda, at man lukker fabrikken i Swindon i 2021. Her har japanerne fremstillet biler til England og resten af Europa siden 1985. Honda kom til England med andre japanske bilmærker og var med til at genopbygge britisk bilindustri på ruinerne efter 70ernes totale sammenbrud for en række britiske bilmærker, der blev kvalt af stærke fagforeninger og ringe kvalitet.

Honda fremstiller bl.a. Civic på fabrikken i Swindon. I 2021 er det slut – Honda trækker sig ud af England.

Honda beskæftiger 3.500 mand på fabrikken i Swindon, der producerer 150.000 biler om året. Tæller man underleverandører med, forventes lukningen at koste i alt 10.000 arbejdspladser.

Nissan skruer ned
Samtidig har Nissan, et andet japansk bilmærke med produktion i England, besluttet at man ikke længere vil fremstille den ellers populære SUV X-Trail på fabrikken i Sunderland. Fabrikken beskæftiger 7.000 mennesker og står for en tredjedel af den samlede, britiske bilproduktion.

Hverken Honda eller Nissan giver direkte udsigten til et hårdt Brexit, hvor England forlader EU uden en handelsaftale, skylden for deres beslutninger. Men faktum er, at et hårdt Brexit med stor sandsynlighed vil betyde, at alle biler der eksporteres fra England, vil blive pålagt told. Sker det, bliver bilerne fra England for dyre – og så kan det bedre betale sig at fremstille bilerne i et EU-land, eller for Hondas og Nissans vedkommende, hjemme i Japan.

I et tid, hvor bilfabrikkerne står overfor enorme investeringer i udvikling af elbiler og selvkørende biler, tager de ingen chancer.

Underskud hos Jaguar Land Rover
Men ‘faneflugt’ fra japanske bilproducenter er ikke den eneste udfordring. Hæderkronede Jaguar Land Rover, der godt nok ejes af indiske Tata, men fortsat fremstilles hjemme i England, er også i problemer: Trods et stærkt og relativt ungt modelprogram, kæmper JLR-koncernen med massive kvalitetsproblemer. Fortidens sejlivede kvalitetsspøgelse er aldrig for alvor blevet kostet ud af fabrikkerne, og det har fået salget til at dykke på især det vigtige kinesiske marked.

Alene i sidste kvartal måtte Jaguar Land Rover notere et underskud på 29 milliarder kroner. Det er tredje kvartal i træk med underskud. Underskuddet kommer lige i hælene på en enorm nedskrivning af koncernens aktiver, der har gjort mange analytikere nervøse. Branchemagasinet Automotive News spekulerer ligefrem i, at Jaguar Land Rover kan køre tør for kontanter allerede i år, hvis den økonomiske blødning ikke stopper.

Jaguar Land Rover er i gang med hæfteplaster og gazebind. Koncernen har allerede meddelt, at man vil fyre 10 procent af den samlede medarbejderstab på 42.500 personer. De fleste jobs skal nedlægges på fabrikkerne hjemme i Coventry, Wolverhampton og Solihull.

Udviklingen minder i ubehagelig grad om noget, som britisk bilindustri har prøvet før. Og forude venter Brexit. Alt tyder på, at briterne igen får brug for deres evne til at ‘keep calm and carry on’…

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here