Behovet for ladestandere er gigantisk

lynladere

Knap fem millioner elbiler kører rundt i Europa nu. I 2035 vil der være 130 millioner. I Danmark bliver der færre ladestandere pr. elbil.

65 millioner ladestandere i Europa er behovet i 2035, skriver tidsskriftet Automotive News. Vurderingen kommer fra verdens største konsulentvirksomhed Ernest & Young, der sammen med den europæiske branchesammenslutning Eurelectric har regnet på den forventede udvikling. Samtidig anslås det, at antallet af elbiler i Europa vil være vokset fra knap fem millioner i dag til 130 millioner i 2035.

De 56 millioner ladestandere forventes at skulle installeres ved private hjem, mens de resterende godt ni millioner skal være offentligt tilgængelige og blandt andet placeres som lynladestationer langs vejene, i byerne og ved arbejdspladser.

Ifølge Bloomberg New Energy Finance er det senest opgjorte antal af offentlige ladestandere i Europa 445.000.

At opgaven er stor, illustreres meget godt af denne udtalelse til Automotive News fra Serge Colle, leder af Eurelectrics globale energi- og ressourceafdeling:

“Vi brugte ti år på at opstille 400.000 ladestandere. Nu er målet at opstille en halv million om året frem mod 2030 og en million om året fra 2030 til 2035.”

Eurelectric anslår, at prisen for de godt ni millioner offentlige ladestandere vil være over 400 milliarder kroner.

Den massive efterspørgsel betyder desuden, at leverandørerne af strøm bliver seriøst udfordret af, at elbilister på farten forventer at kunne lynlade. Beregninger viser nemlig, at det vil øge belastningen af elnettet langs vejene med 90 procent i forhold til i dag.

Færre ladere pr. elbil i Danmark

Antallet af offentlige ladestandere i Danmark var 4.200 i august 2021, viser den seneste officielle opgørelse fra Transportministeriet. Danmarks største ladeoperatør, Clever, anslog for få uger siden, at antallet nu er knap 5.000 – Clever driver cirka 3.000.

Men selvom det måske kan se ud til, at der er god fart på udrulningen af ladestandere i Danmark, så er misforholdet mellem antallet af elbiler og antallet af ladestandere enorm. Samme opgørelse fra Transportministeriet med udgangspunkt i august 2021 viser, at antallet af registrerede elbiler i Danmark på tre år er mere end firedoblet, og at antallet af ladestandere pr. elbil faldt fra ét ladepunkt pr. fire elbiler i 2018 til ét ladepunkt pr. 11 elbiler i 2021.

Derfor vil trængslerne med kø ved de offentlige ladestandere være et problem en rum tid endnu. Og for mange elbilister vil det blot føles, som om det bliver værre og værre.

Udbygning i gang

Men der arbejdes på det. De traditionelle olieselskaber fremtidssikrer sig selv ved ikke blot at sælge benzin og diesel på tankstationerne men også strøm.

Circle K vil i løbet af februar have 17 stationer med ladestandere, og målet i år er 52 med i alt 182 lynladere. Q8 har for nylig åbnet sin første lynladestation, og 25 med i alt 136 lynladestandere er planlagt inden udgangen af 2022. Shell regner inden nytår med at kunne tilbyde 60 lynladere på 30 tankstationer. OK vil den kommende tid have åbnet for lynladning i alt otte steder ved trafikknudepunkter tæt på motorvejene. Flere formodes at komme til.

I løbet af foråret åbner Tesla seks nye lynladestationer – såkaldte Supercharger-stationer – og udbygger de eksisterende 12. Udvidelsen betyder umiddelbart 128 nye ladere, og målsætningen er inden for halvandet år at tredoble de nuværende 156 ladeudtag. Endnu er Teslas Supercharger-stationer ikke tilgængelige for andre end Tesla-ejere.

Førnævnte Clever skruede for et par uger siden op for ambitionerne – tidligere var målet 10.000 offentlige Clever-ladere inden 2025, nu er det 20.000.

Med til at skubbe på udbygningen er Folketingets infrastrukturplan, der blev vedtaget i 2021. Her afsatte man i første omgang en halv milliard kroner til fysisk anlæggelse af op mod 50 lynladeparker i Danmark.

Folketinget vedtog desuden, at fra 1. april i år skal sælgere af strøm langs vejnettet naturligvis skilte med prisen pr. kilowatt-time, ligesom det omsider bliver et krav, at man skal kunne betale med et betalingskort. Målet er at sikre gennemsigtighed og øget konkurrence til gavn for elbilister på farten.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here