Bilsalg: Hver anden nye bil kører på el

model y version

Det danske bilsalg stiger for niende måned i træk. Elbilerne fører an og står nu for 37 pct. af bilsalget. Hver tredje elbil er en Tesla.

Danske bilkøbere er godt i gang med den elektriske omstilling. I september udgjorde elbiler og ladehybrider 51 procent af det samlede bilsalg. De rene elbiler er særligt populære og sidder nu på mere end en tredjedel af salget – helt præcist 37 procent.

Dykker man ned i tallene, er udviklingen endnu mere positiv for elbilerne. I september blev der indregistreret 6.360 nye elbiler. Det er mere end en fordobling sammenlignet med samme måned sidste år, hvor der kom 3.006 nye elbiler ud på de danske veje.

Fremgangen sker ikke mindst på bekostning af ladehybriderne, der kombinerer eldrift med en forbrændingsmotor og et mindre batteri. De stod for otte procent af bilsalget i september, mens benzin- og hybridbiler uden lademulighed ligger mere stabilt på 42 procent. Dieselbilerne er de store tabere med en andel på mindre end to procent af det danske bilsalg.

Tesla dominerer igen

Deler man bilsalget ud på bilmærker, er der en anden, markant tendens: Tesla sidder mere end almindeligt tungt på salget. Den mellemstore SUV Model Y er ikke blot den mest solgte elbil, men også den mest solgte bil i det hele taget i september med et salg på 2.389 styk. Til sammenligning blev der solgt 666 af den næstmest solgte bil, Peugeot 208, mens den næstmest solgte elbil – Ford Mustang Mach-e – nåede et salg på 342 styk. Det svarer ret præcist til en syvendedel af Tesla Model Y-salget.

Det er i øvrigt blevet kutyme, at Tesla i særlig grad sætter konkurrenterne til vægs den sidste måned i hvert kvartal. Her ’puljer’ Tesla en meget stor del af leveringerne. Det betyder også, at den lidt mindre og billigere Model 3 slet ikke optræder på bilsalget i september. Salget af Model 3 har stået stille noget tid, mens vi venter på, at den faceliftede udgave af Model 3 kendt som ’Highland’ kommer til Danmark.

Positiv overraskelse

Tesla er dog ikke ene om at kunne fejre bilsalget i september. Generelt kan bilbranchen glæde sig over fremgang i bilsalget for niende måned i træk. I alt blev der solgt 14.885 nye biler i sidste måned – en solid fremgang på 14 procent sammenlignet med samme måned sidste år. År til dato er der blevet nyregistreret 123.998 biler, hvilket også udgør en fremgang på 14 procent.

Udviklingen kommer bag på De Danske Bilimportører.

“Ved årets begyndelse var der stor usikkerhed omkring, hvad vi kunne forvente af bilåret 2023, men vi er blevet positivt overraskede over udviklingen i de tre første kvartaler og forventer nu et totalmarked for 2023 på over 170.000 biler. Det er en væsentlig forbedring fra 2022, hvor niveauet var knapt 150.000 biler” siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

Herunder kan du se listerne over de 10 mest solgte biler – henholdsvis i alt og for elbiler alene.

Top 10 biler september 2023
Placering Mærke Model Antal
1 Tesla Model Y 2.389
2 Peugeot 208 666
3 Opel Corsa 455
4 Ford Mustang Mach-E 342
5 Ford Kuga 338
6 Citroen C3 329
7 Skoda Enyaq iV 306
8 Nissan Qashqai 265
9 Volkswagen Polo 239
10 Polestar 2 238

 

Top 10 elbiler september 2023
Placering Mærke Model Antal
1 Tesla Model Y 2.389
2 Ford Mustang Mach-E 342
3 Skoda Enyaq iV 306
4 Polestar 2 238
5 Audi Q4 e-tron 182
6 Volvo XC40 169
7 Volkswagen ID.4 167
8 BMW IX1 139
9 Mercedes-Benz EQA 139
10 BMW IX 132


[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here