Bilsalget bremses af produktionsstop

bilsalget
Bilsalget er faldet med 40 procent, men forventes at komme op igen. Elbiler og ladehybrider har klaret sig bedst under coronakrisen.

I maj blev der indregistreret 11.432 nye personbiler, mens der i maj 2019 var 19.070 nye personbiler, der fik nummerplader på. Det svarer til en nedgang på 40 procent.

I perioden januar til maj 2020 er der indregistreret 70.489 personbiler. Det svarer til 30,6 procent færre biler i forhold til samme periode sidste år, hvor der blev indregistreret 101.512 nye biler.

Ser man på de seneste tal for danskernes forbrug, er det dog tydeligt, at Danmark er lukket op efter nedlukningen. Og det er pengepungen også.

Så hvad er den gode forklaring på, at bilsalget fortsat halter langt efter sidste år?

Det har De Danske Bilimportører et bud på.

Mange bilfabrikker lukkede som bekendt ned, efterhånden som coronavirus spredte sig. Den forsinkelse i produktionen påvirker salgsstatistikken, eftersom salgstallene baserer sig på faktiske leveringer af biler og ikke underskrevne aftaler hos forhandlerne. Derfor er der en vis forsinkelse i, hvornår vi kan se det vendepunkt i statistikken, lyder det fra importørerne.

Stemningen vender

Adm. direktør Mads Rørvig, De Danske Bilimportører, er dog optimistisk. Salget er allerede stigende, og forbrugertilliden er vendt i positiv retning i maj måned.

”Det er ikke det samme som, at vi er tilbage på sporet, langt fra – men tendenserne er positive,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Det er de ’grønne’ biltyper, der bedst har klaret sig langt bedst under corona.

I 2020 er der til og med maj indregistreret 53 procent flere elbiler end i samme periode af 2019. Salget de seneste to måneder har kun været en anelse lavere end i de samme måneder af 2019. Der er i årets første fem måneder indregistreret ca. 2.900 nye elbiler mod ca. 1.900 elbiler i 2019. 

Salget af ladehybrider har holdt endnu bedre stand, viser de nye tal. I maj måned er salget steget med hele 195 procent sammenlignet med salget i maj måned 2019. Således blev der indregistreret 587 ladehybrider i sidste måned mod 199 i maj 2019. Til og med maj 2020 har 3.137 nye ladehybrider fået plader på. Det er 97,3 procent flere end i samme periode af 2019, hvor 1.590 ladehybrider blev indregistreret. 

Mere at vælge imellem

”Bilfabrikkerne har det seneste år sendt en hel bølge af nye elbiler og opladningshybrider på markedet. Derfor er der reelt noget at vælge imellem for køberne. Ikke mindst i de mindre bilklasser, hvor de fleste familier er på udkig efter ny bil,” forklarer Jens Velling, redaktør på Hvilkenbil.

Statistikken over bilsalget fra De Dansk Bilimportører viser også, at det igen var Volkswagen, der kørte afsted med den største markedsandel i maj: 13,7 procent, svarende til 1.564 personbiler. Næststørste markedsandel (8,6 procent) tilfaldt Peugeot med 985 biler. På tredjepladsen finder vi Citroën, som stod for 918 (8,0 procent) af bilsalget.  

De tre bedst sælgende bilmodeller i maj var alle minier – Citroën C3 (387), Renault Clio (366) og Volkswagen Polo (353).

FAKTA: Bilsalget i maj 2020
  TOP 20: Samlet   Maj 2020
Nr. Mærke Model Antal Andel
         
1 Citroen C3 387 3,39%
2 Renault Clio 366 3,20%
3 Volkswagen Polo 353 3,09%
4 Citroen C1 324 2,83%
5 Peugeot 208 315 2,76%
6 Nissan Qashqai 282 2,47%
7 Skoda Octavia 272 2,38%
8 Volkswagen T-cross 224 1,96%
9 Kia Ceed 214 1,87%
10 Toyota Aygo 214 1,87%
11 Volkswagen Golf 208 1,82%
12 Volkswagen Passat 206 1,80%
13 Toyota Yaris 198 1,73%
14 Skoda Fabia 189 1,65%
15 Renault Captur 182 1,59%
16 Peugeot 108 180 1,57%
17 Mercedes-Benz A-klasse 170 1,49%
18 Opel Corsa 159 1,39%
19 Hyundai i20 154 1,35%
20 Peugeot 2008 150 1,31%

 
Kilde: De Danske Bilimportører, maj 2020

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here