Bilsalget er i bund i EU

I maj blev der i EU solgt halvt så mange biler som sidste år. I årets første fem måneder er bilsalget i EU faldet med 41,5 pct. sammenlignet med sidste år.

Corona-krisen gør stadig ondt derude. Dog mærker bilsælgerne øget aktivitet efter genåbningen, forlyder det fra danske importører og forhandlere, som Hvilkenbil har talt med.

Men sårene fra nedlukningen under corona-krisen gør stadig ondt, og ude i Europa er graden af nedgang meget forskellig.

April var helt katastrofal for bilsalget i EU, der lå 76,3 pct. lavere end april 2019. I maj gik det bedre. Her var nedgangen fra maj 2019 til maj 2020 ’kun’ på 52,3 pct.

Det viser de netop offentliggjorte tal fra European Automobile Manufacturers’ Association (ACEA). 

I maj 2019 købte borgerne i de 27 EU-lande over 1,2 millioner biler. I år har de ikke engang købt det halve. Det danske bilsalg faldt tilsvarende med 40 pct. fra godt 19.000 solgte i maj 2019 til lidt over 11.000 i maj i år.

Voldsom britisk nedtur

Storbritannien, der på grund af Brexit ikke længere tælles med i gruppen af EU-lande, var i april et af de tre hårdest ramte lande med en nedgang i bilsalget på 97,6 pct. Antallet af corona-smittede og corona-dødsfald i Storbritannien havde i maj ikke rettet sig. Derfor var briternes lyst til og muligheder for at købe biler i maj stort set lige så ikke-tilstedeværende som i april. Nedgangen fra maj 2019 til maj 2020 var på 89 pct. Kun 20.000 briter købte bil i maj mod næsten 184.000 i maj 2019. 

I april var Spanien og Italien lige så hårdt ramt som Storbritannien, men begge steder gik det i maj mindre dårligt. Faldet fra maj året før var for Spaniens vedkommende 72,7 pct., for Italiens knap så deprimerende, nemlig 49,6 pct.

Belgien, Cypern, Slovenien og Østrig er de EU-lande, hvor procenttallene for maj giver størst grund til optimisme. I alle tre lande er nedgangen fra maj året før på godt 30 pct.

I årets første fem måneder er den samlede nedgang i EU-landenes bilsalg sammenlignet med samme måneder 2019 på 41,5 pct. Her er Spanien og Italien hårdest ramt med en nedgang på hhv. 54,2 og 50,4 pct. I Storbritannien er det tilsvarende tal 51,4 pct.

I Danmark var det samlede salgstal i årets første fem måneder 30,6 pct. lavere end samme måneder året før. Her er Finland sluppet nådigst med en nedgang på 20,9 pct.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here