Bilsalget går ned i gear

0
Tre mini-biler toppede bilsalget i maj, og Volkswagen blev igen Danmarks bedste sælgende mærke. Generelt træder de danske bilkøbere lidt på bremsen.

Bilsalget i maj har ligesom i april været lidt afdæmpet i kølvandet på rekordsalget i årets første kvartal og ikke mindst i marts, hvor der blev solgt 26.320 nye biler.

I maj fik 19.074 biler nummerplader på. Et fald på 15,4 procent i forhold til maj 2018, hvor der blev solgt 22.550 biler, viser tal fra De Danske Bilimportører.

Korrigeret for normale sæsonudsving faldt bilsalget tre procent fra april til maj, oplyser Danske Bank.

”Året har været præget af betydelige udsving. Udsvingene kan vi primært henføre til den potentielle stigning i afgifterne, som truede i april, men som blev afværget. Nu er der ro om den sag, og samlet set er efterspørgslen i år højere end sidste år, hvilket vi anser som særdeles positivt,” siger direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen, i en pressemeddelelse.

I Danske Bank er privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen enig.

Umiddelbart anser hun alene det forhold som udslagsgivende for de store variationer i årets hidtidige bilsalg.

”Nu er der skabt fuldstændig ro på den front, og vi ser et stabilt marked, som samlet set er lidt over sidste år,” slår hun fast.

Efter årets første fem måneder ligger bilsalget samlet set fortsat over sidste års niveau. Der er blevet indregistreret 101.535 nye biler i år, hvilket er en stigning på 3,4 procent i forhold til samme periode sidste år, hvor der blev solgt 98.208 biler.

Samme salg som sidste år

Bilimportørerne forventer da også stadig, at bilsalget ved årets udgang når samme niveau som sidste år.

Ser vi på månedens topliste over de mest populære modeller og mærker, har vi en ny nummer ét: Volkswagen Polo blander sig som regel i topstriden, men snupper i maj en suveræn 1. plads med et samlet salg på 912 biler. Andenpladsen går til Citroen C3 med et salg på 646 biler og Peugeot 208 indtager tredjepladsen med et salg på 536 biler.

Månedens mest solgte bilmærke bliver igen Volkswagen med et salg på 3.020 biler. Peugeot indtager andenpladsen med et salg på 1.371 og på en tredjeplads kommer Toyota med et salg på 1.361 biler.

FAKTA: Top 20 over nye biler i maj 2019

1. VW Polo: 912
2. Citroën C3: 646
3. Peugeot 208: 536
4. Renault Clio: 514
5. Skoda Octavia: 465
6. Nissan Qashqai: 440
7. VW Golf: 432
8. Mercedes C-Klasse: 362
9. Toyota Corolla: 360
10. Toyota Yaris: 349
11. Ford Focus: 338
12. Skoda Fabia: 323
13. VW T-Cross: 319
14. Skoda Citigo: 305
15. Mercedes E-Klasse: 288
16. VW Up: 280
17. Ford Fiesta: 268
18. VW Passat: 264
19. Audi A3: 262
20. Citroën C1: 259

Kilde: De Danske Bilimportører

[email protected]

Prisstigninger på nye biler udskudt

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation