BMW 1-serie er Årets Brugtbil

Køreglæde og kvalitet sikrer BMW 1-serie titlen som Årets Brugtbil i Danmark 2018. BMW vinder foran VW Golf og Ford Focus.

Juryen bag Årets Brugtbil 2018, der består af motorjournalister fra en lang række landsdækkende medier samt brugtbilseksperter fra FDM og Applus Bilsyn, har talt:

Vinder af titlen i 2018 er BMW 1-serie, årgang 2011 til 2015, med god afstand ned til VW Golf 2014-2016 på andenpladsen og Ford Focus 2011-2014 på tredjepladsen.

Juryens begrundelse for valget lyder blandt andet sådan her:

”Jeg kørte 40.000 km langturstest i en 116d året efter, den nuværende model kom til Danmark. Der er ikke megen plads på bagsædet eller i bagagerummet, men kan du leve med det, får du selv i den svagt motoriserede 116d en fantastisk langtursbil med sporty egenskaber. Jeg ville tage en 118d eller 120d, hvis budgettet rækker, men 116d kan bestemt anbefales. Den er ikke engang dyrere at holde kørende i service og reservedele end de øvrige finalister”, lyder vurderingen fra journalist Steen Bachmann fra Bil Magasinet, der selv havde BMW 1-serie på førstepladsen blandt de fem finalister.

God i synshallerne
Også i synshallerne har man gode erfaringer med den mindste BMW:
”BMW 1-serie er en yderst velbygget kvalitetsbil, der virkelig kan tilbyde køreglæde til dens ejer. Baghjulstrækket, de veldimensionerede bremser, det gode styretøj og høj komfort danner rammen for denne køreglæde. Det er ikke en stor familiebil, men en smart og sportslig bil til dem, der primært benytter de forreste sæder. Desuden klarer BMW 1-serien sig generelt godt til syn, hvor kvaliteten igen kommer ejeren til gode”, lyder vurderingen fra bilekspert og synsmand Martin Gregersen, der repræsenterer Applus Bilsyn i Årets Brugtbil-jury.

Her på Hvilkenbil.dk fremhæver redaktør Jens Velling BMW 1’s komfort og byggekvalitet i sin test fra sommeren 2015, hvor bilen får 4 ud af 6 stjerner. Til gengæld trækker et lille bagsæde og en høj pris ned.

”Faceliftet ændrer ikke på billedet af BMW 1-serie som Golf-klassens baghjulstrukne køremaskine. Benzinmotor klæder den, men diesel er det fornuftige valg. Slå til nu, hvis du vil eje den sidste ‘ægte’ 1-serie med baghjulstræk – og alligevel ikke bruger bagsædet,” konkluderede Jens Velling efter testen af BMW 120i med 1,6 liters turbobenziner og 177 hk.

Læs hele testen her: Mere komfort end sport i faceliftet i BMW 1

I det hele taget har BMW 1-serie vind i sejlene. Bil Magasinet har i september-udgaven af magasinet kåret den nuværende BMW 1-serie (BMW 120i M Sport aut.) som testvinder mod Audi A3, Mercedes-Benz A 200 og Volvo V40.

FAKTA: Årets finalister og pointfordeling

BMW 1-serie 2011-2015 – 190 point
VW Golf VII 2014-2016 – 155 point 
Ford Focus 2011-2014 – 125 point
Citroën Cactus 2014-2016 – 25 point
Nissan Qashqai 2010-2014 – 15 point

Kilde: Årets Brugtbil 2018

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here