Citroën C1: Ny og nuttet

Mikrobilen Citroën C1 er tilbage som Danmarks mest solgte bil.

Der spilles mere på design og livsstil med 2. generation af mikrobilen Citroën C1 – mulighed for stoftag i tre farver og trykfølsom infoskærm er blandt nyhederne.

Bilindustriens mest kendte ‘trillinger’ fortsætter deres foryngelseskur. For en uge side var Peugeot først med 2. generation af mikrobilen, der nu bærer betegnelsen 108, og mens vi venter på Toyota Aygo ser Citroën sit snit til at præsentere os for den nyfødte C1.

Særligt for danske bilkøbere er der tale om en stor, lille nyhed. Citroën C1 er ganske vist solgt i 760.000 eksemplarer siden debuten i 2005, men få steder i Europa er den mere populær end i afgiftsplagede Danmark. Herhjemme står de mindste biler som C1 for knapt to-tredjedele af det samlede danske bilsalg.

Citronister og andre fans af vævre bybiler kan se frem til en ny C1, der ikke overraskende lægger sig tæt op af den nye Peugeot 108. Længden er beskedne 346 cm, bredden 162 cm og ifølge Citroën bliver det derfor muligt at vende på blot 4,8 meter med det lille franske flute. Ganske praktisk i en snæver vending i byen.

Citroën C1 bevarer bagklappen af glas som på den nuværende model, men linjerne er langt mere dynamiske.
Citroën C1 bevarer bagklappen af glas som på den nuværende model, men linjerne er langt mere dynamiske.

Motorerne kommer fra Citroëns egen PSA-koncern: En 1,0 med 68 hk eller en 1,2 med 82 hk, begge med 3 cylindre og – ifølge Citroën – blandt klassens mest brændstoføkonomiske. En del af forklaringen på det lave forbrug skyldes utvivlsomt den lave vægt på 840 kg.

Som billederne afslører, giver de franske designere den gas med Citroën C1. I lighed med den nye C4 Picasso, har de placeret de forreste blinklys over forlygterne, hvor de fungerer som en slags lysende øjenbryn. Det giver C1 et spøjst præg – kæk på den nuttede måde er vel ikke for meget sagt…

Som tilvalg kan man vælge en udgave med stoftag, der i øvrigt kan leveres i 3 forskellige farver. Der bliver også mulighed for at sætte sit personlige præg på C1 med andre farver på sidespejlene. Dermed bejler C1 og de andre trillinger tydeligvis efter stilbevidste kunder, der måske kører Fiat 500 i dag. På den led aspirerer Citroën C1 tydeligvis til at rykke lidt op i mikrobils-hierakiet, hvor de i dag spiller rollen som det billige, lidt rustikke alternativ.

Indvendig er der også dømt high-tech med mulighed for at tilkøbe et betjeningssystem med en 7-tommers trykfølsom skærm, der styrer radio, ventilation og navigation. Systemet kan forbindes med din smartphone, så telefonens brugerflade overføres til skærmen. Andre detaljer som nøglefri start og ‘hill holder’ bliver standard.

Citroën C1 får verdenspremiere i begyndelsen af marts på biludstillingen i Geneve og ventes til Danmark i løbet af juni.

Læs også: Første billeder af Peugeot 108

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here