Corona lukker flere bilfabrikker

corona
Corona-virus får VW, Seat, Skoda, Ford, Mercedes, Nissan, Renault, Peugeot, Citroën, Volvo og Toyota til at lukke deres fabrikker i Europa.

Corona-krisen rammer nu også europæisk bilindustri. Stort set alle bilmærker lukker helt eller delvist ned for bilproduktion på deres fabrikker i Europa. Det gælder Volkswagen, Seat, Skoda, Ford, Mercedes, Nissan, Renault, Peugeot, Citroën, Volvo og Toyota. Disse bilmærker stopper samlebåndene for at reducere smitterisikoen for deres medarbejdere. På enkelte fabrikker stopper produktionen, fordi en eller flere medarbejdere allerede er blevet smittet med coronavirus.

Det gælder eksempelvis på Volkswagen-fabrikken i Wolfsburg. Her er en medarbejder smittet med coronavirus og nu i karantæne.

Ifølge topchefen for Volkswagen, Herbert Diess, vil produktionslinjerne blive stoppet ’i nær fremtid’. Planen er, at de skal være lukket ned i mindst to uger. Det gælder både koncernens fabrikker i Tyskland, Spanien, Slovakiet og Italien, som ud over VW fremstiller blandt andet Seat og Skoda. Sidstnævnte lukker alle fabrikker hjemme i Tjekkiet onsdag aften.

”Spredningen af coronavirus påvirker i øjeblikket den globale økonomi. Det er usikkert, hvor alvorligt eller hvor længe dette også vil påvirke Volkswagen Group,” udtaler Frank Witter, der er finanschef hos Volkswagen i forbindelse med den kommende lukning.

Kan forsinke vigtig elbil

Corona-pandemien kommer ikke belejligt for nogen, men timingen er særligt uheldig for Volkswagen. Verdens største bilproducent står lige over for lanceringen af koncernens store satsning, elbilen ID.3. I øjeblikket kæmper man for at producere et stort antal af den elektriske folkevogn, der efter planen skal nå frem til forhandlerne til august.

Der er forudbestilt et stort antal af den nye elbil. VWs målsætning er – nærmest på én gang – at levere ca. 30.000 styk af ID.3, der skal bringe VW ind i en ny æra efter Boblen og siden Golf.

Mens mange bilmærker stopper produktionen, kører samlebåndene fortsat på andre bilfabrikker i Europa. Det gælder f.eks. Kia i Slovakiet og BMW i Tyskland.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here