Dacia dropper diesel i ny Sandero

dacia sandero

Det er slut med dieselmotorer i tredje generation af Dacia Sandero. Til gengæld bliver infotainment og sikkerhed moderniseret.

For et par uger siden løftede Dacia sløret for tredje generation af Sandero og crossover-varianten Sandero Stepway. Men først nu er der nyt om teknikken den prisbillige minibil. Platformen er den relativt nye CMF-B, der også benyttes af Renault og Nissan til modeller som Clio, Captur, Micra og Juke. Og det er godt nyt for Dacia-fans. Den nye platform giver nemlig adgang til langt mere moderne elektronik til gavn for sikkerhed og infotainment. To områder, som Renaults rumænske billigmærke også trængte til at få opdateret.

dacia sandero
Kabinen i den nye Sandero ser ud til at få et markant løft. Infoskærm bliver dog ikke standard.

Sikkerheden får et aktivt løft med en automatisk nødbremse og eCall, der selv ringer op til alarmcentralen, hvis uheldet er ude. Selve konstruktionen skulle også være stærkere og så er der fremover seks airbags i Sandero og Sandero Stepway. Alt andet lige bør det forbedre crashsikkerheden sammenlignet med den nuværende model.

Dacia lancerer egen app

Dacia tilbyder også et helt nyt infotainmentsystem. I basisudgaven lægger du selv smartphone til, som sættes på plads i en låge øverst på midterkonsollen og som så bruges til radio, lydstreaming, telefon og navigation. Det lyder med andre ord som Apple Carplay, men angiveligt benytter Dacia sin egen app kaldet Dacia Media Control. Går man op i udstyrsniveau, kan man vælge mellem to systemer med integreret skærm.

Selv om platformen er ny, vokser Sandero kun en lille smule. Længde og bredde øges med to cm, mens højden tilsvarende bliver to cm lavere. Alligevel hævder Dacia, at der bliver fire cm mere benplads på bagsædet, mens bagagerummet øges fra 320 til 328 liter.

På Sandero Stepway kan tagrælingerne monteres på tværs, så du kan montere en tagboks.

Forsædepassagererne kan se frem til nye forstole, der skulle yde bedre støtte. Det tror vi på, for den nuværende model har ganske rigtigt plads til forbedring på netop det punkt. En anden god nyhed er, at rattet nu også kan justeres i længden og ikke kun i højden. Også en tiltrængt forbedring, der formentlig vil gøre en ende på den lidt akavede kørestilling i Sandero.

Hopper man op i den let forhøjede Sandero Stepway er ind- og udstigning i sagens natur lidt lettere. Men vi er nu mere imponerede af de meget crossover-agtige tagrælinger. På Stepway er de nemlig ikke mest til pynt, men kan på snedig vis lægges på tværs som rigtige tagbøjler. Voila – så er du klar til at montere tagboksen med et snuptag. Det er godt tænkt, og ikke noget, vi mindes at have set før.

dacia sandero
Både Sandero Stepway (til venstre) og Sandero får LED-kørelys for og bag.

Adieu til diesel

For mange Dacia-fans findes der nok en endnu større nyhed i motorrummet. Og her tænker vi ikke på, at Dacia fortsætter med den trecylindrede turbobenziner med 90 heste, som vi kender i forvejen. Eller at du kan få en variant med yderligere fem hestekræfter i kombination med et trinløst CVT-automatgear. Nej, den store nyhed er, at Dacia dropper diesel i den nye Sandero. Adieu til den ellers fine 1,5 liters diesel med fire cylindre og turbo, der på mange måder var det bedste match til den rustikke rumæner. Men diesel er på vej ud mange steder, så denne gang bliver der kun benzinmotorer til kunderne.

Til gengæld rumsterer der rygter om, at Dacia kan være på vej med en hybridmotor. Renault har den fiks og færdig på hylderne, og lægger de den ned i Sandero, kan den blive Danmarks billigste af slagsen.

Om rygtet taler sandt skal vi nok henimod den danske premiere for at finde ud af. Den finder sted i februar og til den tid kender vi også priserne. Dem regner importøren nemlig stadig på her i efteråret.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here