Danskerne ser med skepsis på elbiler

0
elbiler skepsis
For dyre, for dårlige lademuligheder og bekymring for batteriets levetid. Danskerne ser på elbiler med skepsis, viser undersøgelse fra Ingeniørforeningen.

Alle taler om dem, politikerne vil have flere af dem og de er gode for miljøet. Elbiler er højt på dagsordenen, men de fleste danskere betragter fortsat fremtidens biltype med stor skepsis. Det viser en undersøgelse foretaget af Ingeniørforeningen IDA.

I undersøgelsen er 2.000 danskere blevet spurgt, om de vil købe en elbil, næste gang de skal have en ny bil.

Blot hver tiende svarer ja. Resten har et eller flere forbehold. Næsten 70 procent mener, at elbiler fortsat er for dyre, mens over halvdelen synes, at der er for langt mellem ladestanderne. 56 procent er bekymrede for, at elbiler ikke kører tilstrækkeligt langt på en opladning.

Opbakning til grøn omstilling

Interessant nok er der ikke desto mindre en vis opbakning til en omstilling til mindre miljøbelastende biler. Sidste år lavede IDA en anden undersøgelse, hvor 41 procent af de adspurgte svarede, at de er ‘positive’ eller ‘meget positive’ over for at stoppe salg af nye benzin- og dieselbiler allerede i 2025.

“Regeringen har derfor medvind på denne dagsorden, for det er klart positivt, at så mange danskere er parate til at sige endegyldigt farvel til dieselbilen. Der er faktisk andre motorteknologier, som kan erstatte dieselmotoren i personbiler. Skal den grønne omstilling lykkes, kræver det et langt skarpere politisk fokus på transportområdet, ikke mindst bilparkens teknologi og miljøaftryk.” Det siger Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen IDA.

Han er derfor godt tilfreds med regeringens planer om at udfase biler med forbrændingsmotorer i 2030. Samtidig opfordrer han regeringen til at hjælpe elbiler på vej – trods den udtalte skepsis blandt danskerne.

Elbiler skal favoriseres

Regeringen barsler med en klimalov. I dag udgør elbiler under 0,5 procent af den samlede bilpark. Skal andelen hæves, skal både bilbranchen og borgerne have klare pejlemærker, mener IDA.

“Vi håber, at den kommende klimalov indeholder en strategi og en handlingsplan for 100 pct. fossilfri transport, der gælder både individuel og kollektiv transport. Derfor er et naturligt skridt som følge af det, at regeringen også fremskynder, at vi får flere elbiler på vejene. Det kan vi gøre ved at ændre registreringsafgifterne, så de favoriserer elbilerne. For vi bliver nødt til at kigge på en eller anden form for afgiftsfritagelse. Lyt til Klimarådets anbefaling om at give et tilskud på 50.000 kr. til alle, der køber en ny elbil,” lyder opfordringen fra Thomas Damkjær Petersen.

Læs mere om undersøgelsen her.

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation