Drøje hug til Dacia i crashtest

dacia crashtest

Dacia Sandero dumper i crashtest – Euro NCAP giver blot to ud af fem stjerner. FDM fraråder køb, mens importør kalder bilen ’meget sikker’.

Hvis en crashtest kan sammenlignes med en lussing, kan man se tydeligt fem røde fingre på siden af den nye Dacia Sandero. Tredje generation af Renaults billigmærke kører ind i en gedigen ’håndmad’ i den nyeste udgave af Euro NCAPs crashtest. Blot to ud af fem stjerner bliver det til, og den svider med garanti både hos Renault og Dacia. Ikke mindst hos den danske importør af de to mærker – det vender vi tilbage til.

Hos den danske bilklub FDM, der er med i Euro NCAP-organisationen, lægger man heller ikke fingrene imellem. På sin egen hjemmeside fastslår FDM, at sikkerheden er ’pivringe’ og at man ’ikke vil anbefale bilen’.

”At en ny bil ikke kan opnå mere end to stjerner, er både skuffende og ærgerligt. Vi havde en forventning om, at Renault, der står bag Dacia, ville overføre noget af den nye sikkerhedsteknologi fra Renault til Dacia, men det er desværre ikke tilfældet. Dacia har valgt at placere sig i den lave ende af prisskalaen, men at de også har valgt at gå på kompromis med sikkerheden, er stærkt bekymrende. Med kun to Euro NCAP-stjerner er Dacia på et niveau, hvor FDM ikke vil anbefale køb,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen. 

FDM er især utilfredse med den aktive sikkerhed i Dacia Sandero.  Der er sparet på de ’assistenter’, der aktivt gør sikkerheden bedre. Sandero har ikke vejstribealarm og den automatiske nødbremse opfanger ikke bløde trafikanter som fodgængere og cyklister.

‘Trist historie’

”Det er ikke nok kun at se på dem, der sidder inde i bilerne, men også de andre trafikanter. Der har Dacia meldt sig ud af det ansvar. Det er en trist historie. De har f.eks. valgt ikke at installere et sikkerhedssystem, som kan reagere, hvis man er ved at køre et barn ned. Til trods for at den teknologi er udviklet og monteret i samtlige nye biler i dag, vil de ikke montere det i en Dacia,” siger Søren W. Rasmussen til jp.dk.

Hos den danske Dacia-importør, der sædvanligvis sælger godt af de billige Dacia-modeller på det prisfølsomme danske marked, ser man ikke overraskende anderledes på sagen. Her fokuserer man på den såkaldt passive sikkerhed – altså karrosseriets evne til at beskytte sine passagerer i kollisioner. Isoleret betragtet bedømmer Euro NCAP Dacia Sanderos passive sikkerhed til fire ud af fem stjerner. Men da de laveste karakterer er gældende, får Sandero altså totalbedømmelsen to stjerner.

”Det er klart, at to stjerner umiddelbart kan virke som meget lidt. Men vores arbejde med at sikre høj passiv sikkerhed er blevet anerkendt af Euro NCAP ved at give fire stjerner for sikkerheden for både børn og voksne i tilfælde af uheld. Når man kigger på den aktive sikkerhed, som får stadig stigende vægt hos Euro NCAP, har vi valgt at montere bilen med det udstyr, som giver den største værdi for kunden”, siger kommunikationschef for Groupe Renault i Danmark Søren Hyltoft.

Han konkluderer derfor at, ”Sandero er den sikreste bil fra Dacia til dato” og grundlæggende er ”en meget sikker familiebil”.

VW ID.4 – og søsterbilen Skoda Enyaq – får begge topkarakter i Euro NCAP crashtesten.
Topkarakterer til elbiler

Helt så sikker som to andre, nye bilmodeller er Dacia Sandero dog ikke. Euro NCAP har crashtestet de elektriske søsterbiler VW ID.4 og Skoda Enyaq i samme ombæring. Her var der ingen svidende lussinger: Begge elbiler er et par tunge SUV’ere i to-tons klassen, men slipper uskadt fra mødet med muren med topkarakteren fem ud af fem stjerner.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here