Elbiler får kunstig ‘vroom’ lyd

Særligt i byer kan næsten lydløse elbiler være til fare for intetanende fodgængere og cyklister. Løsningen er kunstig lyd – men hvordan skal en elbil lyde?

Biler afgiver lyd. Det er barnelærdom for alle trafikanter – og derfor er lyde fra motor, dæk og vind, der hvisler omkring biler helt afgørende for vores måde at orientere os på i trafikken.

Men elbiler, der begynder at komme ud at køre på vejene, er lydløse. I hvert fald op til 30-40 km/t, hvor støj fra dæk og vind begynder at kunne høres.

Den lydløse kørsel er et plus for passagererne i elbiler. Men for fodgængere, cyklister, børn og ældre kan stilheden være livsfarlig. Særligt i byer, hvor bilerne kører relativt langsomt, risikerer de at ‘overhøre’ elbiler og intetanende træde ud foran dem.

I EU erkender man problemet og barsler med lovgivning, der skal gøre lydløss elbiler hørbare – også ved lave hastigheder. Ifølge den tysk organisation af bilproducenter, VDA, forventes EU at være klar med et lovforslag senere i år.

Bilfabrikkerne selv anerkender også problemet med de ‘snigende’ elbiler, men angriber det på vidt forskellig måde. BMW og VW har for eksempel ingen planer om at tilsætte deres elektriske modeller som i3 og e-Up nogen form for kunstig lyd, før loven kræver det. Renault tilbyder tre forskellige lyde til deres nye elbil Zoe – men chaufføren kan også vælge at slukke for lyden. Mercedes, der står bag en eldrevet Smart (billedet), mener derimod, at lyd skal være standardudstyr på en elbil. Derfor er der altid lyd på den lille 2-personers e-Smart.

Alt tyder på, at Mercedes og Smart er på forkant med en udvikling, der i sidste ende vil gøre lyd til lov for elbiler. Dermed er der åbnet for en ny diskussion: For hvordan skal en ellers lydløs elbil egentlig lyde? Skal den efterligne den mekaniske ‘vroom’ fra en benzinmotor, som vi er vant til? Eller er det bedre at opfinde en helt ny elbils-lyd’?

Faktisk er bilfabrikkerne vant til at designe lyd. F.eks. hos Mercedes, hvor mærkets sportslige topmodeller fra fabrikstuneren AMG har en særlig dyb og potent lyd, skabt gennem et målrettet arbejde med både elektronik og udstødning. Den rene ‘økologiske’ lyd uden akustiske tricks og tilsætningsstoffer er nemlig en illusion.

Hos Mercedes har man skabt en blød, katteagtig spinden til den lille e-Smart – altså det stik modsatte af bjørnebrølet fra en AMG-Mercedes. Hos konkurrenten Audi havde man også mange overvejelser, før man besluttede sig for en bestemt lyd til mærkets kommende A3 E-tron hybrid, der kan køre kortere strækninger på strøm alene.

”For os var det aldrig en mulighed blot at efterligne lyden fra en almindelig forbrændingsmotor. Samtidig afviste vi andre muligheder som f.eks. at elbiler skal lyde som fløjtende fugle eller blade, der rasler i vinden,” fortæller Ralf Kunkel, chef for akustik hos Audi, til branchebladet Automotive News.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here