Elbiler i test: Ioniq 6 er mest effektiv og hurtigst

elbiler test

Test af 14 elbiler: Hyundai er mest effektiv og lader hurtigst, Tesla har størst rækkevidde, mens VW har det højeste forbrug.

En test af 14 nye elbiler udført af den europæiske organisation Autobest viser, at de bedste elbiler nærmer sig benzinbiler, når det gælder rækkevidde og den tid, man skal bruge på at ’tanke’.

Det gælder især Hyundais helt nye Ioniq 6. Den strømlinede sedan fik 7,6 km ud af hver kWh, hvilket gør den koreanske elbil til den mest effektive, som Autobest nogensinde har testet. Ioniq 6 bruger også mindst tid ved lynladeren: Med sin 800-volt teknologi tog det blot fire minutter at lynlade batteriet til 100 kilometers kørsel.

Den samlede rækkevidde er også overbevisende: En fuld opladning i Ioniq 6 rækker til 559 km kørsel. Eneste bil i testen, der kommer længere, er Tesla Model 3 Long Range single motor. Teslaen når ud på 574 km inden det er slut. Forklaringen er, at mens Ioniq 6 har et batteri på 74 kWh netto, kører Teslaen med netto 79 kWh under gulvet.

I den modsatte ende er det ikke overraskende den næsten helt firkantede MPV VW ID.Buzz, der med sit enorme og næsten lodrette frontareal bruger mest strøm. Her rækker én kWh til 4,7 km.

VW ID.Buzz er en stor bil med en front som en mindre ladeport – det koster strøm og gør retro-elbilen til den mindst effektive i ny test af elbiler.
Mest kørsel på motorvej

Autobest har udført testen omkring Milano i Italien ved sommertemperaturer. De 14 testkørere skiftede biler hver halve timer for at udligne forskelle i kørestil. Bilerne blev ikke skånet for relativt høje hastigheder: 55 pct. af testen blev kørt på motorvej, 25 pct. på landevej og 20 pct. ved bykørsel.

Ifølge Autobest viser årets test af 14 nye elbiler, at udviklingen bevæger sig i den rigtige retning:

”Sammenlignet med sidste års test, er de 14 elbiler i årets test mere effektive. Den mest effektive bil klarere 7,6 km/kWh, hvilket også er bedre end sidste års vinder. Vi kan kun understrege, at elbilsproducenterne skal fokusere endnu mere på, at bruge mindst mulig energi på bilernes fremdrift – målet må være at nå 10 km/kWh,” siger Dan Vardie, grundlægger af Autobest om årets test.

Så langt kører elbilerne pr. kWh

Mærke Model km/kWh
Hyundai Ioniq 6 7,6
Tesla Model 3 Long Range 7,3
Opel Astra-e GS 6,8
Subaru Solterra 4E 6,7
Jeep Avenger 6,3
Aiways U6 Prime 6,0
BMW iX xDrive30 5,9
Citroën ë-C4 X Shine 5,8
BYD Atto 3 Design 5,7
Polestar 2 LR Dual motor 5,4
Lexus RZ450e Direct 4 5,4
Mercedes EQB 350 4matic 5,1
Nissan Ariya Evolve 2WD 4,8
Volkswagen ID. Buzz Pro 4,7

 

Så hurtigt lynlader elbilerne
Mærke Model 100 ekstra km 20-80 % Elmængde 20-80 %
Hyundai Ioniq 6 4 min 15 min 50,00 kWh
Tesla Model 3 Long Range 9 min 30 min 48,84 kWh
Subaru Solterra 4E 10 min 24 min 37,61 kWh
BMW iX xDrive30 12 min 26 min 41,28 kWh
Volkswagen ID. Buzz Pro 12 min 30 min 55,37 kWh
Mercedes EQB 350 4matic 13 min 27 min 42,95 kWh
Polestar 2 LR Dual motor 13 min 29 min 45,89 kWh
Jeep Avenger 14 min 27 min 33,90 kWh
Aiways U6 Prime 14 min 33 min 38,75 kWh
Nissan Ariya Evolve 2WD 15 min 33 min 50,25 kWh
Opel Astra-e GS 16 min 34 min 34,00 kWh
Lexus RZ450e Direct 4 18 min 36 min 39,78 kWh
BYD Atto 3 Design 18 min 39 min 41,99 kWh
Citroën ë-C4 X Shine 25 min 40 min 29,90 kWh

Kilde: Autobest

jensv@hvilkenbil.dk

1 COMMENT

  1. Hvis 20 til 80 er lig 50, så må batteriet være 83,2 kWh på Ioniq 6 og batteriet på en Tesla være 81,4 kWh, eller er der noget jeg har misforstået? Eller viser tallene forbrug inkl. ladetab? Hvis det er tilfældet er der et meget stort ladetab på Ioniq sammenlignet med Tesla. Kan man overhovedet stole på de angivne tal?

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here