Elektrisk MG på vej til Danmark

MG
MG, der i dag er kinesisk ejet, er klar med en elektrisk mellemklasse-crossover i efteråret. Efter planen kan den købes i Danmark næste år.

Det hæderkronede engelske MG, der har været væk fra det danske marked i næsten 15 år, rører på sig igen. Endda med en elbil, der er milevidt fra de klassiske sportsvogne som de fleste af os nok forbinder med de to bogstaver.

Men ifølge flere medier skulle den være god nok – MG vil lancere en ny elbil i Danmark.

ZS EV – som den skal hedde – ligger størrelsesmæssigt angiveligt et sted mellem Nissan Juke og Nissan Qashqai.

MG
Designet generer ingen – men hjulene ser en anelse små ud i forhold til karrosseriet.
Fremstilles i Kina

Den elektriske crossover skal fremstilles i Kina af Shanghai Automotive, SAIC, der i dag ejer mærket. Den forhjulstrukne bil får en rækkevidde på ca. 263 km. Batteriet har en kapacitet på 44,5 kWh, og det kan lade med op til 50 kW.

Dermed kan batteriet lades op fra 0 til 80 pct. på 45 min. Hjemmeladning kan dog kun foregå med op til 7,4 kW, og så tager det omkring syv timer at lade batteriet helt op.

Ladeporten er placeret bag logoet i fronten og er af den gængse CCS-type 2.

Elmotoren yder 143 hk, hvilket skulle muliggøre en acceleration fra 0-100 km/ t. på ni sekunder.

Positive bedømmelser

MG ZS EV bliver først lanceret i England, Norge og Holland. Det sker allerede til efteråret, og de første engelske journalister, der har prøvet den, er ret positive. Vi kan dog ikke afvise, at de er en anelse farvet af national stolthed, selv om mærket i dag er kinesisk og ikke britisk ejet.

Bare rolig – rattet flytter over i venstre side, når nyheden kommer til Europa. Instrumenterne er klassisk analoge.

ZS EV betegnes som rummelig, både i kabine og bagagerum, køreegenskaberne er gode og ret sportslige, accelerationen kvik og kvaliteten virker god, er nogle af skudsmålene.

Interiøret er med otte tommer berøringsfølsom skærm, der har Apple Carplay.

Den helt store trumf forventes dog at blive prisen, der i hvert fald på den anden side af Nordsøen er lavere end konkurrenterne. Der er dog endnu ingen danske priser, men et gæt kunne være lidt over 200.000 kr.

SAIC satser på salgs-succes med en pan-europæisk lancering over internettet, og MG ZS EV vil udelukkende blive solgt online.

MG får således ikke en forhandler i Danmark, eller for den sags skyld andre steder, men ifølge en dansk pressemeddelelse vil kineserne meget gerne levere biler i Danmark.

FAKTA: MG før og nu
Stikket til opladning er gemt bag MG-logoet i kølergrillen.

MG-navnet kommer af ’Morris Garages’, som var en Morris-forhandler i Oxford, som satte sin produktion af sportslige versioner med Morristeknik i gang. Det var i 1924.

Siden MG Rovers konkurs og efterfølgende salg til Kinas største bilproducent, Shanghai Automotive, SAIC, var der i perioden 2011-2016 produktion af bilerne i England, men modellerne har aldrig været solgt i resten af Europa.

Siden 2016 er alle MG-modeller blevet fremstillet i Kina.

Brexit udskyder comeback for MG

[email protected]

2 Kommentarer

    • Hej Sandra
      Detaljerne er ikke på plads endnu – og vi har før set, at kinesiske bilmærker har annonceret deres ankomst til Europa, uden at det er blevet til noget. MG har dog et stort kinesisk selskab i ryggen og vil angiveligt blive lanceret i Norge allerede i år. Ifølge hvilkenbils oplysninger vil MG udelukkende blive solgt over nettet. Hvorvidt der også vil være fysiske MG-butikker, ved vi endnu ikke. Vi holder øje med MG og vil skrive mere om mærkets planer for Danmark, så snart vi hører nyt. Med venlig hilsen, Jens Velling, hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here