Her er den nye Opel Corsa

Platformen er den samme, men design, motorer, teknik og hjulophæng er nyt på femte generation af Opel Corsa. Opels bestseller får premiere til jul.

Med 12,3 millioner solgte eksemplarer er Opel Corsa bilen, der giver den tyske fabrik i Rüsselsheim både brød og smør på bordet. Alle sejl er derfor sat til, når femte generation får officiel verdenspremiere på efterårets biludstilling i Paris og senere – formentlig kort før jul – kan købes i Danmark.

Det er ingen hemmelighed at Opel ikke er i den bedste forfatning. Salget skranter og konstante underskud har gjort det svært for tyskerne at finde penge til udvikling af ny teknik. For eksempel er Opel først i år ved at lancere en stærkt tiltrængt ny generation af motorer til de fleste modeller i programmet.

Designet er nyt, men femte generation af Opel Corsa bevarer platform og dermed dimensioner fra den nuværende model.
Designet er nyt, men femte generation af Opel Corsa bevarer platform og dermed dimensioner fra den nuværende model.

Når pengene er knappe gælder det om at strække dem længst muligt. Opel gør det ved at bygge videre på den eksisterende platform til Opel Corsa, der blev udviklet sammen med Fiat i 2006. Det betyder også, at Corsa E stort set bevarer de nuværende dimensioner med en længde på fire meter. Pladsforhold og bagageplads ændres der heller ikke nævneværdigt på.

Bedre end klassekammeraterne
Teknisk får femte oplag af Opel Corsa dog den helt store overhaling. Platformen – selve bilens bund – er godt nok bevaret, men hjulophæng og servostyring er helt nye og der kan vælges mellem to opsætninger, sport eller komfort. Opel hævder, at ændringerne er så markante, at den nye Corsa byder på bedre komfort end VW Polo og sjovere køreegenskaber end Ford Fiesta. Det glæder vi os til at prøve, når bilen kommer til Danmark omkring årsskiftet.

Bag kølergrillen der nu har fået samme design som den lille, frække Adam, fortsætter Opel med to udgaver af den velkendte 1,3 liters dieselmotor med enten 75 eller 95 hk. Nyhederne findes på benzinsiden, hvor særligt en ny, trecylindret 1,0 liter med turbo ser spændende ud. Den nyudviklede maskine kommer med enten 90 eller 115 hk og altid med start-stop teknik og en nyudviklet seks-trins gearkasse.

Derudover vil Opel tilbyde den gamle, firecylindrede benzinmotor på enten 1,2 eller 1,4 liter uden turbo. Ny er en turboudgave af den store motor, der får 100 hk og et kraft moment på hele 200 Nm. Samtlige motorer forventes at leve op til de kommende, meget skrappe Euro 6 miljøkrav. Corsa 2014 kab

Nyt sikkerhedudstyr
Helt i tidens ånd vil generation E af Opel Corsa få opdateret elektronikken betydeligt. Inden for sikkerhed gælder det mulighed for udstyr som blind vinkel-advarsel i spejlene, skiltegenkendelse, dæktryksovervågning og advarsel mod at køre for tæt på forankørende.

Infotainment er et andet indsatsområde for Opel. Corsa får en syv tommer stor trykfølsom skærm i midterkonsollen, der kan kobles op til smartphones med både Android og Apples iOS styresystemer. Skærmen gør det muligt at droppe mange af de traditionelle knapper i den nye Corsa-kabine, der angiveligt også får en markant forbedret kvalitetsfornemmelse.

Endelig sørger muligheden for at personalisere Corsa med forskelligt udstyr som fælge, pynteindlæg og indtræk for at give nyheden et ungdommeligt pift på samme måde som Opels lille livsstilsbil, Adam.

Opels langsigtede plan er at øge den nuværende markedsandel i Europa fra 5,8 til otte procent i 2022. Lykkes det, vil det gøre Opel til Europas næststørste bilproducent efter VW – og her spiller Rüsselsheims absolutte bestseller Corsa en helt afgørende rolle.

jensv@hvilkenbil.dk 

Brede bagskærme og trekantet bagrude kendetegner den tredørs udgave af Opel Corsa. Fronten er lav og bred.
Brede bagskærme og trekantet bagrude kendetegner den tredørs udgave af Opel Corsa. Fronten er lav og bred.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here