Folkevogns flagskib får ny afslutning

Arteon
VW har netop faceliftet den store Arteon og udvidet med denne Shooting Brake udgave. Men Arteon lever på lånt tid - der kommer ingen efterfølger.
VW Arteon får et grundigt facelift, der også omfatter en stationcar i ’shooting brake’ stil. Nyt er også en miljøvenlig ladehybrid og potent R-version.

Midt i sværmen af SUV-modeller og det problemfyldte arbejde med at lave nye elbiler, får VW tid til lidt modelpleje af en mere nichepræget model. Flagskibet Arteon får et facelift. Og det stikker langt dybere end bare at par smarte forlygter og nye farver. Lidt overraskende får det, der ret beset er designerudgaven af Passat, den helt store tur både ude og under de forførende former.

Mest iøjespringende er en helt ny stationcar-udgave med endnu mere plads og praktisk sans end den fem-dørs ’fastback’ udgave. Nogen klassisk ’Combi’ er der ikke tale om. VW har kreeret en såkaldt ’shooting brake’, hvor en elegant og sportslig stil med lav taghøjde er vigtigere end at udnytte de sidste kvadratcentimeter. Fair nok. Den disciplin klarer Passat allerede til et 12-tal og Arteon er – trods den lave taglinje – alligevel meget generøs med pladsen.

Arteon
LED-kørelyset fås i frontens fulde bredde. Som shooting brake rummer bagagerummet godt 50 liter ekstra med nedfældet bagsæde-

Og så ser den godt ud – også som shooting brake. Hvilket er, hvad det hele handler om. For efter megafloppet Phaeton har Arteon med langt større held spillet rollen som flagskib for Volkswagen. Og det i en grad, så Arteon i et vist omfang er lykkedes med at konkurrere med tyske prestigemærker som Audi, BMW og Mercedes.

Hybridteknik fra Passat

Den position skal shooting brake udgaven cementere. Men VW stopper ikke her. For lige at være helt sikker sender de også to andre, spændende varianter af Arteon på markedet. Dels en tidsrigtig ladehybrid, der naturligvis får teknikken fra søsterbilen Passat. Det vil sige 1,4 liters benzinmotor, der kobles sammen med en elmotor på 115 hk og et batteri, der kan lades op i stikkontakten. Systemydelsen er 218 hk og selv om VW endnu ikke vil fortælle det, gætter vi på, at Arteon eHybrid kan køre 50-60 km på ren strøm. Og ja, navnet er eHybrid i stedet for GTE, som VW ellers plejer at kalde sine ladehybrider.   

Mere overraskende er det, at VW også har fundet tid og penge til at udvikle en potent R-udgave af Arteon. Den får en hårdtpumpet to-liters turbobenziner med 320 hk, permanent firehjulstræk og automatgear.

Rattet er nyt og infotainmentsystemet opgraderet. Som i Audi A6 betjenes klimaanlægget fra en separat skærm.
Infotainment med stemmestyring

Indvendig er Arteon også forynget efter alle kunstens regler. Det nye rat med touchpad-betjening genkender vi fra den nye Golf 8. Det samme gælder dele af infotainmentsystemet, der er baseret på en 10-tommers skærm med delvis stemmestyring og mulighed for online-opdateringer. Apple Carplay og Android Auto er naturligvis en del af pakken.

Den opdaterede Arteon kommer til Danmark i løbet af oktober. Det gælder også shooting brake-udgaven, mens vi skal hen omkring nytår, før R og eHybrid står hos danske forhandlere.

VW Arteon – en Passat i festtøj

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here