Ford Kuga-ejere får gavekort til benzin

1
gavekort

Ford har stadig ikke nogen løsning på problemet, der gør, at ejerne af ladehybriden Kuga ikke må oplade batteriet. Nu får de benzin-penge.

Et gavekort på 3.700 kr. til det øgede benzin-forbrug. Det er løsningen til de tusindvis af danske ejere af ladehybriden Ford Kuga, der ikke kan udnytte muligheden for at køre delvist på el. Siden starten af september har de haft forbud mod oplade batteriet i deres nye Kuga-ladehybrid på grund af brandfare. Ford erkender fejlen, men trods to tilbagekaldelser er det endnu ikke lykkedes at finde en løsning på problemet.

En holdbar løsning trækker ud, og derfor har den danske Ford-importør taget det usædvanlige skridt at sende et gavekort til de berørte, danske Kuga-ejere.

I en mail til ejerne skriver Ford Danmarks adm. direktør Frank Skjærbæk Pedersen, at gavekortet på 3.700 kr. kan benyttes til at købe benzin på Circle K tankstationer og skal kompensere for det øgede brændstofforbrug. Det skriver bilistklubben FDM på fdm.dk.

Det er ikke første gang, at den danske Ford importør kompenserer for de øgede benzin-udgifter. Tidligere i forløbet har ejerne fået udvidet garantierne på deres biler fra to til fem år. Det gælder også de bilejere, der endnu går og venter på at få deres allerede producerede Kuga ladehybrid leveret. I alt er op til 4.362 danske Kuga-ejere berørt af fejlen. Ladehybrid-udgaven af Ford Kuga er så gunstigt prissat, at den flere gange har toppet det danske bilsalg.

Ikke udsigt til løsning

Spørgsmålet er nu, om de 3.700 kr. til ekstra benzin rækker – eller om importøren må til lommerne igen? Der er nemlig ikke udsigt til en løsning i nær fremtid:

”Som det ser ud lige nu, kan det tage længere tid at finde en løsning, end vi havde regnet med og håbet på. Selvom vi for nuværende ikke kan give en præcis tidshorisont, kan det tage måneder frem for uger,” skriver adm. direktør Frank Skjærbæk Pedersen i sin mail.

Hos bilistklubben FDM følger man sagen tæt på vegne af de berørte Ford-ejere.

”Vi er naturligvis glade for, at Ford imødekommer ejerne med blandt andet en kompensation for øgede brændstofudgifter. Grundlæggende er det utilfredsstillende, at ejerne ikke må oplade bilen og køre på el. Det er hele meningen med en plugin-hybrid og årsagen til, at mange har valgt netop den bil. At Ford ikke har en tidshorisont for, hvornår de forventer problemet løst, gør ikke sagen bedre,” siger afdelingschef i FDM, Lennart Fogh.

jensv@hvilkenbil.dk

1 KOMMENTAR

  1. I praksis kan folk aflevere deres KUGA bil hos forhandleren og sig: løs problemet eller giv mig pengene tilbage … Det er, hvad Ford frygter lige nu!

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation