Første nyt om næste Skoda Fabia

Tredje udgave af Skoda Fabia får nye motorer, moderne infotainment og vokser hele 10 cm i bredden. Officiel verdenspremiere i oktober.

Tre måneder før verdenspremieren på oktobers biludstilling i Paris, slipper Skoda de første officielle oplysninger ud om den nye Fabia.

Sammen med tegningen herover oplyser tjekkerne, at tredje generation af Skoda Fabia fortsat – og nærmest på millimeter – vil holde sig lige under de fire meters længde, der er typisk for miniklassen. Men den tjekkiske udgave af søsterbilen VW Polo ændrer til gengæld proportioner. Hvor den nuværende udgave virker lidt høj og smalskuldret, bliver afløseren tre cm lavere og hele 10 cm bredere.

Dermed er der lagt op til et markant stilskifte for den tjekkiske fornuftsmini. Og så alligevel. Som tegningen afslører, lægger Fabia III sig tæt op af designet på de nuværende Skoda-modeller som Rapid og Octavia. Nyhederne består af en markant pressefold langs siden, mere firkantede lygter og en større kølergrill, der flyder sammen med forlygterne.

Hvorvidt de nye proportioner betyder noget for rummeligheden, ved vi af gode grunde endnu ikke. Skoda Fabia har traditionelt været blandt miniklassens mest rummelige biler, godt hjulpet af sin højde. Den nye, lavere stil kan koste lidt plads, men omvendt fortæller Skoda, at akselafstanden på den kommende Fabia vokser to cm – fra 245 til 247 cm. Samtidig vokser bagagerummet angiveligt til 330 liter, hvilket vil være rekord i miniklassen.

De nye mål skyldes, at den nye Skoda Fabia baseres på VW-gruppens fleksible MQB-platform. Det betyder også, at Fabia kan udstyres med moderne elektronik, der forbedrer sikkerhed og komfort som radarstyret nødbremse og et multimediesystem, der kan ’spejle’ smartphones og udbygges med diverse apps.

Motorer fra VW Polo
Skoda Fabia får også opdateret motorprogrammet, så det svarer til det, der netop er introduceret i forbindelse med faceliftet af VW Polo. Det vil sige to trecylindrede benzinmotorer på 1,0 liter med henholdsvis 60 og 75 hk, to firecylindrede 1,2 liters turbobenzinere med henholdsvis 90 og 110 hk og endelig tre varianter af en ny, firecylindret 1,4 liters TDI-dieselmotor med 75, 90 eller 105 hk. Med den mindste benzinmotor kommer Fabia akkurat under 1.000 kg egenvægt – det lover godt for brændstofforbruget.

Tredje oplag af Skoda Fabia forventes at få dansk premiere lige omkring årsskiftet.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here