Fy fan: Volvo dropper Golf-klassen

0

Volvo er ikke klar med en direkte afløser, når den kompakte V40 glider ud af produktion til sommer. I stedet barsler Volvo med en kompakt SUV, der først er klar i 2020.

Det er ved at være sidste udkald, hvis du vil have en bil i Golfklassen med et Volvo-skilt i kølergrillen. Til sommer stopper Volvo produktionen af den ellers elegante og succesfulde V40, og der kommer ikke umiddelbart en afløser. Det var planen, men Volvo har ombestemt sig: I stedet for en ny V40, vil det svensk-kinesiske bilmærke tilbyde en kompakt SUV. Bilen kan få navnet XC20 og skal dermed placeres under XC40, der også er en kæmpe succes for Volvo.

”Der er to strømninger i samfundet, som vi må tage hensyn til. Folk vil sidde højere i deres biler, og alle nye bilmodeller skal også kunne fungere i en rent elektrisk udgave,” forklarer Lex Kerssemakers, chef for Volvo i Europa, til branchebladet Automotive News.

En høj SUV eller crossover kan lettere have batterier placeret under gulvet end en lav model som V40.

Det afgørende argument for at gøre en V40-afløser til en SUV handler dog om penge. Selv om der fortsat sælges mange biler i den såkaldte Golf-klasse, vælger bilkøberne i stigende grad højere modeller fra crossover- og SUV-klasserne. Volvos egen XC40 er et godt eksempel. Sammen med den endnu større SUV XC60 tegner den sig for langt størsteparten af Volvos samlede salg og var stærkt medvirkende til, at Volvo satte salgsrekord med mere end 642.000 biler i 2018.

Men Volvo vil have mere. Målet er at nå 800.000 biler i 2022. Midlet er endnu flere høje biler i modelprogrammet.

I 2016 viste Volvo konceptbilen 40.2 Den giver formentlig et hint om, hvordan en høj, SUV-agtig afløser for V40 kan se ud. Navnet kunne blive XC20.

Baseres på XC40
Noget tyder dog på, at Volvo har taget beslutningen lidt for sent. Derfor kommer der et slip mellem pensioneringen af V40 og afløseren på cirka et år. Ikke nødvendigvis en katastrofe for Volvo, for efterspørgslen på XC40 er så stor, at man vil benytte den snart ledige produktionskapacitet på V40-fabrikken til at fremstille flere XC40.

”Volvo er ikke et mærke, der kan tillade sig at prøve sig frem med nye modeltyper. Det er alt for dyrt. Vi skal være knivskarpe,” siger Lex Kerssemakers om arbejdet med den kommende V40 afløser.

Når Volvo har besluttet sig for et design, kan modellen relativt hurtigt laves færdig. Teknisk skal den nemlig baseres på samme platform som XC40, og dermed er bilens grundlæggende arkitektur allerede på plads. Spørgsmålet er, hvordan Volvo indgangsmodel skal se ud. Volvo har tidligere vist konceptbilen 40.2, der med sin blanding af sedan, hatchback og crossover kunne give et godt hint…

Når Volvo stopper produktionen af V40, er det også farvel til den sidste Volvo, der teknisk kan føres tilbage til tiden med Ford: V40 benytter samme platform som den foregående udgave af Ford Focus.

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation