Helt elektrisk og meget nuttet Honda

1

Honda afslører mærkets første rene elbil. Japanerne gør det modsatte af konkurrenterne og satser på en lille, men lækker bybil med beskeden rækkevidde, der til gengæld hurtigt kan lades op.

Honda kører mod strømmen med elbilen e-prototype. Hvor konkurrenterne typisk satser på store elbiler med masser af udstyr, kraftige motorer og voldsomme præstationer, er Hondas første elbil en lille, men lækker bybil med begrænset plads og rækkevidde.

Vi har tidligere set bilen som designstudiet Urban EV, men e-prototype er angiveligt ganske tæt på den bil, der sættes i serieproduktion under navnet ‘e’. Største forandring er, at Honda er gået fra tre til fem døre, men ellers overlever fine detaljer som kameraer i stedet for sidespejle og dørhåndtag, der først kommer frem, når du har brug for dem.

Designet er både stramt, stilrent og lidt retro på den nuttede måde. Kuglerunde for- og baglygter skal give den lille Honda et menneskeligt ansigt. Overfladerne er runde og bløde, fri for kanter og buler. Tværtimod har Honda gjort sig umage med at gøre e-prototype så glat som muligt, f.eks. flugter forruden helt med A-stolperne.

High-tech tilsat hyggelig træ og sofastoffer i Honda e-kabinen. Den manglende midterkonsol understreger retro-stilen.

Fem skærme i fuld bredde
Indvendig mikser Hondas designere også tingene. Forsæder i sofastoffer og store flader af træ signalerer nærmest hjemlig hygge, mens hele fem skærme i bilens fulde bredde gør brugerfladen særdeles moderne. De to yderste skærme fungerer som sidespejle, mens de tre midterste viser alt fra fart til navigation.

Med en længde på 3,9 meter placerer e-prototype sig et sted mellem mini- og mikroklassen. Platformen er helt ny og udviklet til el-drift, så batterierne er gemt godt væk under gulvet, der er helt fladt. Der er hverken midterkonsol eller kardantunnel og sammen med lidt ekstra bredde, skal det give en luftig rumfornemmelse.

200 km på en opladning
Mest overraskende er det måske, at Honda ‘nøjes’ med en batteripakke, der leverer en rækkevidde på 200 kilometer. Honda selv mener, at elbiler gør sig særligt godt i byerne, hvor kunderne til e-prototype forventes at køre langt de fleste kilometer. Det er stik imod den gængse holdning om, at moderne elbiler skal tilbyde så lang rækkevidde som muligt for at fjerne købernes ‘rækkevidde-angst’, men sådan ser Honda altså ikke på det. Til gengæld slår de på, at e-prototypes relativt lille batteri kan lades op til 80 procent kapacitet på beskedne 30 minutter. Det svarer til en hurtigt café-besøg, og vil måske passe den unge, urbane kundegruppen meget godt.

Der går dog lidt tid før danske Honda-fans kan parkere elbilernes svar på Fiat 500 foran yndlingscaféen. Store elbils-markeder som Tyskland og Norge får bilen først, mens Danmark først er med i ‘anden bølge’ i begyndelsen af 2020.

Baglygterne er lige så runde som forlygterne. El-motoren yder 100 hk og 300 nm, hvilket skal være med til at gøre den knapt 1.500 kg tunge Honda e til en god køreoplevelse.

Prisen er endnu ukendt, men Honda e bliver næppe helt billig. Honda regner da heller ikke med at sælge mere end ca. 5.000 styk om året i hele Europa.

[email protected]

1 KOMMENTAR

  1. Hvis prisen er urealistisk høj, kommer den til at lide samme skæbne som Toyota IQ, der blev solgt 695 stk i perioden 2009 – 2013/2014. At den så var alle pengene værd er en anden side af sagen, men for langt de fleste var prisen for høj. Tror Honda er ved at begå den samme fejl, desværre.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation