Her er priserne på elektrisk folkevogn

4
priserne
VW-forhandlerne åbner for bestilling af elbilen ID.3. Priserne begynder fra 320.000 kr. – en billigere basismodel kommer først til næste år.

En af årets mest hypede bilnyheder, elbilen VW ID.3, kan nu bestilles hos de danske VW-forhandlere. I første omgang gælder det dog kun ’mellemudgaven’ med 58 kWh-batteri og en rækkevidde på 420 km.

Først i begyndelsen af 2021 bliver ID.3 programmet komplet. Her følger basisudgaven med det mindre 45 kWh-batteri og en rækkevidde på 330 km, der skal koste fra 280.000 kr. Med sin lavere rækkevidde, længere ladetid og blot 150 hk bliver basismodellen dog næppe en sællert. To andre udgaver, en 150 hestes udgave med det mellemstore batteri og topudgaven med 77 kWh-batteri og 550 kilometers rækkevidde, ser mere spændende ud. Den danske importør er dog endnu ikke klar med priserne for disse to ID.3 varianter.

Særlige fælge og lakeringer som på denne ID.3, er ekstraudstyr. Resten kommer i pakker.
Seks udstyrstrin

Til gengæld er priserne klar for de hele seks udstyrsvarianter, som den mellemstore ID.3 kommer i. Modsat sædvanlig praksis tilbyder VW næsten intet særskilt ekstraudstyr til deres nye elbil. I løs vægt kan du kun tilvælge forberedelse for cykelanhænger, større fælge, speciallakeringer eller hvidt interiør. Ellers skal du vælge mellem seks udstyrstrin fra fabrikken; Life, Style, Business, Family, Tech eller Max.

Life fungerer som basisudgave for ID.3 med 58 kWh-batteri og har navigation, adaptiv fartpilot, læderrat og varmepumpe som standard. Det er den, som du skal betale 320.000 kr. for.  

Style til 350.000 kr. lægger bl.a. opgraderede LED-lygter, designsæder og panoramaglastag til udstyrslisten.

For samme pris kan man også vælge Business med samme matrix LED-forlygter samt tonede ruder, bakkamera og nøglefri betjening.

Family har samme udstyr, men også to-zoners klimaanlæg til 360.000 kr.

Tech løber op i 390.000 kr. fordi den udvider udstyret med bl.a. Travel og Traffic Jam Assist, blindvinkel-assistent, Area View og head-up display.

Max til samme pris runder udstyrslisten af med bl.a. eljusterbart førersæde med massage, progressivt styretøj og adaptiv affjedring med køreprofiler.

Dermed holder VW alle priser under grænsen på 400.000 kr., hvor elbiler ikke pålægges afgifter efter den nuværende, politiske aftale.

Leveres fra oktober

Alle ID.3 kan lades med op til 100 kW. Dermed kan der lades knapt 300 kilometers rækkevidde på i løbet af en halv time. Alle ID.3 kommer også med et service- og reparationsabonnement, der gælder i fem år/100.000 km. Desuden følger der et abonnement på Clever med ubegrænset opladning med bilen. Du skal dog betale 749 kroner om måneden for Clever-abonnementet, der inkluderer opsætning af egen ladeboks.

Selv om ID.3 kan bestilles hos de danske forhandlere nu, skal man væbne sig med tålmodighed, inden man kommer ud at køre: De danskere, der bestiller først, skal forvente at få deres biler leveret til oktober. Og det endda med et lille ’aber dabei’: VW har nemlig stadig ikke fået elektronikken til at fungere fuldstændigt. Det sker første med en opgradering i begyndelsen af 2021, der giver mulighed for at benytte alle apps samt ’augmented reality’ i udgaver med head-up display.

[email protected]

4 KOMMENTARER

    • Hej. Vi har priserne fra den danske VW-importør, så de skulle være gode nok. Måske tænker du på priserne på 1st Edition, der ganske rigtigt er anderledes – men den er udsolgt. Hvad angår opladning, skriver vi, at du får ubegrænset opladning for 749 kr./md. hos Clever. Vi har ændret formuleringen, så det fremgår mere tydeligt, at der skal betales for Clever-abonnementet. Med venlig hilsen, Hvilkenbil.

  1. I skriver at mellemudgaven koster 320 kkr, at en billigere koster 280 kkr, og at mellemudgaven og topmodel ikke har priser endnu. Men koster mellemudgaven ikke 320 kkr? Jeg er forvirret over hvilke udgaver der findes, hvor mange kræfter og rækkevidde de har, og hvad de koster. Kan I ikke gøre teksten mere skarp? Det er jo en hyper interessant bil 🙂

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation