Energiagentur: SUV-salget bør begrænses

Salget af energislugende SUV-biler er nu så højt, at politikerne bør begrænse deres udbredelse, mener det internationale energiagentur IEA.

Verden over er bilkøberne vilde med SUV-modeller. Biltypen, der er højere, tungere og mere energiforbrugende end alle andre biltyper, bliver ved med at tage markedsandele. Det får nu det ansete internationale energiagentur, IEA, til at slå alarm:

”Hvis SUV’er var et individuelt land, ville de placere sig på en sjetteplads i verden for absolutte emissioner i 2021 og udlede over 900 mio. tons CO2,” skriver IEA’s eksperter i en kommentar til udviklingen i det globale salg af den forkætrede biltype.

Miljøbelastningen er massiv; til sammenligning udledte Danmark i 2020 omkring 42 mio. tons CO2.

Sagen er, at SUV-biler i runde tal bruger omkring 20 pct. mere energi og dermed udleder tilsvarende mere CO2 end ’almindelige’ biler. Det skyldes først og fremmest, at SUV’er er højere og mindre vindglatte end andre biler. Hertil kommer øget vægt og ofte firehjulstræk. Begge dele er med til at øge biltypens energiforbrug.

Udgør næsten halvdelen af globalt bilsalg

Bilkøberne er ligeglade. Fans af SUV-biler fremhæver især biltypen for bekvem ind- og udstigning, et godt overblik i trafikken og måske endda en følelse af usårlighed, fordi SUV’er ofte er blandt de største og tungeste biler på vejen. Derfor går salget strygende: I 2010 stod SUV’er for 16,5 pct. af det globale bilsalg. Ved udgangen af 2021, var andelen øget til massive 45,9 pct. eller næsten det halve af verdens bilsalg.

Konsekvensen for klimaet er alvorlig: Ifølge IEA har de mange SUV-biler siden 2010 øget den årlige CO2-udledning med mere end 674 millioner tons. Omvendt er CO2-udledningen fra de traditionelle biltyper reduceret med mere end 300 millioner tons.

I Danmark er vi også med på SUV-bølgen: Sidste år var 44 pct. af alle nye biler, der blev solgt herhjemme, af SUV-typen. Det er næsten 11 procentpoint mere end i 2010, så danskerne er lige så meget med på SUV-moden som resten af verden.

Danskerne køber flere elektriske SUV’ere

I løbet af det seneste år er der dog sket en bemærkelsesværdig udvikling i Danmark: Salget af fuldelektriske SUV’ere er nærmest eksploderet. Elektriske SUV-modeller som VW ID.4, Tesla Model Y og Mustang Mach-e sælger nu så godt, at de udgår mere end halvdelen af det samlede SUV-salg. Til sammenligning var blot otte procent af alle solgte SUV’ere i Danmark rent elektriske i 2020.

På verdensplan batter det bare ikke rigtigt noget. Her kører langt de fleste SUV-biler på diesel eller benzin. Derfor opfordrer IEA verdens politikere til at handle:

”For at mindske emissionerne fra SUV’ere bør politikere fokusere på at begrænse deres udbredelse,” lyder den kontante opfordring fra energiagenturet.

Konkret opfordrer IEA til ’incitamenter’, der kan speede udskiftningen af fossildrevne SUV-biler med fult elektriske alternativer.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here