Jeep går all-in på el

For første gang nogensinde er Jeep med i finalefeltet til Car of the Year.

I 2030 vil Jeep udelukkende sælge elektriske biler i Europa. Den første af fire elektriske SUV-modeller kommer til Danmark i 2023.

Der sker ting og sager hos Jeep, at efter at det amerikanske traditionsmærke er blevet en del af den fransk-italienske-amerikanske Stellantis-koncern.

Anført af koncernens franske bilmærker Citroën og Peugeot er fokus skiftet til elektrificering. Også hos Jeep, der mest er kendt for hårdføre offroadere med kraftige, men tørstige benzinmotorer til at overvinde nogle af de mest uvejsomme områder i verden. Fremover skal Jeep fortsat være bilernes svar på en stædig bjergged, men nu som verdens førende elektriske SUV-mærke.

Ifølge den nye strategi skal Jeep udelukkende sælge fuldt elektriske modeller i Europa i 2030. Og allerede i 2025 have fire nye, batteridrevne modeller ude hos forhandlerne i både USA og Europa. Noget af en U-vending for et mærke, der i dag ikke har én eneste elbil i programmet.

el jeep
Jeep Recon bliver fremtidens, fuldt elektriske afløser for ikoniske Wrangler. Og bare rolig, både døre, vinduer og tag kan klipses af.
Baseret på elektrisk Peugeot

Første bil i Jeeps elektriske bølge bliver den kompakte Avenger (billedet), der bliver mindre end Jeep Renegade og størrelsesmæssigt konkurrerer med modeller som VW T-Cross, Renault Captur og Stellantis-koncernens egen Peugeot e-2008. Netop dén model kommer til at lægge teknik til Avenger i form af en let opdateret platform. Det passer også godt med, at Jeep lover en rækkevidde på ca. 400 km. Ellers er det småt med oplysninger om teknikken, men mon ikke vi får mere at vide i forbindelse med bilens officielle verdenspremiere på Paris Motor Show 17. oktober.

Avenger når frem til de danske forhandlere i begyndelsen af 2023. Derefter går der mindst et år, før vi ser næste bølge, der består af to modeller.

Elektrisk Wrangler

Først Jeep Recon, der bedst kan betegnes som den rustikke Wranglers elektriske arvtager. Recon er født med firehjulstræk og som Wrangler kan både tag, døre og vinduer relativt let klipses af.

Jeep Wagoneeer bliver et potent flagskib med 600 hestekræfter og en rækkevidde på mere end 600 km.

Derefter en ny Wagoneer, der bliver anderledes luksuriøs og skal fungere som Jeeps topmodel. Præstationerne bliver også absolut premium: Jeep lover hele 600 hestekræfter og en 0-100 km/t sprint på blot 3,6 sekunder, godt hjulpet af firehjulstræk. Mere overraskende er rækkevidden, der ifølge Jeep bliver på hele 640 kilometer. Det er meget for en stor firehjulstrækker – og skyldes nok, at Wagoneer både får et velvoksent batteri og at Jeep formentlig angiver rækkevidden efter den mere afslappede amerikanske EPA-forbrugsnorm.

Den fjerde fuldt elektriske Jeep er der endnu ikke oplysninger om.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here