Kia og Skoda holder prisen bedst

0

Fornuftige familiestationcars som Kia Ceed SW og Skoda Octavia Combi har det laveste værditab, viser analyse. Discountmærket Dacia holder også værdien godt.

Der behøver hverken være fire ringe i næsen eller en stjerne på kølerhjelmen, hvis din nye bil skal holde værdien bedst muligt. Tværtimod er det mærker kendt for relativt lave priser, der er mest værdifaste over flere års ejeskab. Det viser en analyse foretaget af Bilbasen.

Bilbasen har undersøgt værditabet på en lang række biler over en tre-årig ejerperiode med 60.000 kørte kilometer.

Analysen udpeger to vindere: Kia Ceed SW og konkurrenten Skoda Octavia Combi. De to mellemstore stationcars koster begge omkring 230.000 kroner og nøjes begge med et værditab på 37 procent efter tre år. Det er lidt bedre end den tredjemest værdifaste bil i undersøgelsen, den noget dyrere Toyota Auris Hybrid stationcar, der smider 38 procent efter tre år.

Lidt overraskende klarer discountmærket Dacia sig også godt: Den store, men billige MPV Dacia Lodgy, der fås til blot 145.000 kroner, taber også kun 38 procent. I kroner og øre er den altså meget billig at købe og eje.

To andre, snusfornuftige familiestationcars som VW Golf Variant og Hyundai i30 stationcar nøjes også med et værditab på 38 procent.

Syv års garanti er med til at give Kia Ceed et lavt værditab.

Garanti giver tillid
Markedsanalytiker fra Bilbasen, Jan Lang, forklarer den fordelagtige afskrivning således:

”For Kias vedkommende skyldes det blandt andet, at de har et garantikoncept, der med syv års garanti er meget stærkt, og så har de gennem mange år holdt en fornuftig prispolitik, der har øget tilliden til mærket”.

Han påpeger, at det samme stort set gælder for Skoda, der tilbyder bedre priser og højere udstyrsniveau end de øvrige mærker i VW-koncernen. Dermed opfattes Skoda som det snusfornuftige køb blandt VW-koncernens mærker.

”Det er kendetegnende for begge mærker, at deres prispolitik er ret stabil, og det betyder meget for bilkøberne i forhold til, at de trygt kan købe en af bilerne og vide, at den ikke bliver sat 30.000 kroner ned måneden efter. Samtidig forplanter prisstrategien sig på brugtbilmarkedet, hvor gensalgsprisen over årene også bliver højere,” siger Jan Lang.

Mærke Model Nypris Værditab 3 år/60.000 km
Kia Ceed SW 229.994 37%
Skoda Octavia Combi 227.000 37%
Toyota Autis Hybrid st. car 260.990 38%
Dacia Lodgy 144.980 38%
VW Golf Variant 260.197 38%
Hyundai i30 st. car 214.995 39%

Skoda og Kia ligger også i top, når det gælder mærkernes generelle værdifasthed, viser analysen. Her deler mærkerne topplacering med et gennemsnitligt værditab på 41 procent:

Mærke Generelt værditab 3 år/60.000 km
Skoda 41%
Kia 41%
Toyota 42%
Hyundai 42%
Dacia 42%

Bilbasens afskrivningsprofiler baserer sig på forholdet mellem bilernes nypris minus 4 procent rabat og brugtbilernes annoncerede priser minus 2 procent rabat. Afskrivningsprofilerne dannes over de seneste 72 måneders afskrivninger, og giver en vurdering af afskrivning i et treårigt perspektiv, hvor bilen kører 60.000 km, er serviceret efter forskrifterne og sælges i ren handel i god stand. I analysen er forudsætningen, at der ikke sker en afgiftsomlægning i den treårige periode.

Her er Danmarks billigste bil at købe og eje

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation