Kia ProCeed – når enden er god

BILTEST: ProCeed er designerudgaven af den fornuftige Kia Ceed stationcar. For 25.000 kr. ekstra får du mindre plads, men også skarpere køreegenskaber og et udseende med wauw-effekt.

Hvilken bil?
Kia Ceed er kort fortalt en koreansk VW Golf. Du kan få den som fornuftig hatchback og familieduelig stationcar – og så denne frække fætter i familien, ProCeed. Her er det stilen, der tæller. Særligt bagenden tager prisen, som noget af det mest vovede, vi længe har set i Golf-klassen. Ikke så få personer kiggede en ekstra gang i testugen og spurgte, om Porsche har lavet en ny model? Nej, det er ‘bare’ en Kia. Koreanerne har dog ikke kun leget med designet, men også sænket undervognen fem millimeter og strammet fjedrene for at skærpe køreoplevelsen. Her tester vi topudgaven GT med 204 turbobenzinheste til 350.000 kr. ProCeed fås fra 280.000 kr.

Vidste du at?

Som de fleste mærker har Kia travlt med at tegne nye SUV-modeller, der kan mætte bilkøbernes umættelige behov på de høje, moderigtige biler. Med ProCeed skaber de et alternativ til dem, der sætter pris på en mindre bastant stil, lavt tyngdepunkt og skarpere køreegenskaber.

ProCeed tilhører den eksklusive niche af såkaldt ‘shooting brake’ biler – en sjælden krydsning mellem stationcar og en elegant coupé. Eneste klassekammerat er faktisk Mercedes CLA, men Kia ser et voksende marked for markant designede biler, der ikke er en crossover eller SUV. Faktisk forventer Kia, at hver femte Ceed-køber vil vælge en ProCeed.

Hvordan er førerpladsen?
Mens designerne virkeligt har arbejdet med ProCeeds ydre former, er kabinen løftet direkte over fra den almindelige Ceed. Eneste forskel er, at taget er ‘choppet’ med knapt fem centimeter. Fint nok, for bortset fra indretningsarkitekternes hang til sorte og koksgrå nuancer, er kabinen ganske lækker med nydelige overflader og solid byggekvalitet. Instrumenterne er krystalklare, knapperne klikker på den kvalitetsbevidste måde og den store infotainmentskærm er knivskarp og nem at betjene. Du sidder godt i sportssæderne, der især glimrer ved at yde bedre støtte under lårene end sæderne i en standard-Ceed. Et klart plus på langturen.

Hvordan opleves kabinen?
Taget er rykket tættere på hovedet og skaber en mere intim atmosfære, der faktisk klæder en sportslig designer-bil som ProCeed godt. Udfordringen er, at benpladsen på bagsædet er til den afmålte side: Her er samme plads som i en almindelig Ceed, men vi husker den foregående model som en tand mere rummelig. Bagagerummet er egentlig stort – brochuren lover hele 594 liter. Gulvet er dog meget højt, fordi ProCeeds bagagerum er indrettet med flere ‘kælderrum’. Sammen med en høj læssekant gør det bagagerummet mindre anvendeligt til barnevogne og kufferter, der hurtigt kommer i konflikt med bagruden. Omvendt må vi kreditere Kias designere for at have tegnet en bagdel, som du får lyst til at give et kærligt klap. Det er også en kvalitet..

Er sikkerheden i orden?
Lige som Ceed er ProCeed endnu ikke crashtestet, så dét spørgsmål kan vi endnu ikke besvare. Søsterbilen Hyundai i30, der benytter samme platform, slap dog sidste år fra mødet med muren i Euro NCAPs torturkammer med alle fem stjerner i behold. Vi tør godt spå, at ProCeed vil få samme bedømmelse. Ikke mindst fordi Kia har fyldt masser af aktivt sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, vejbaneassistent og træthedsregistrering i ProCeed. Vælger du automatgear, kan proCeed også udstyres med adaptiv fartpilot.

Hvordan kører den?
Kia har hyret den tidligere chef for BMWs M-sportsafdeling, Albert Biermann, til at finpudse Ceed-seriens undervogn og køreegenskaber. Sammenlignet med den almindelige Ceed er ambitionerne i ProCeed skærpet med strammere og lavere fjedre. Det gør ikke Kia til en BMW, men sammenlignet med den lidt ufokuserede forgænger, er ProCeed væsentligt mere dynamisk. Styringen er præcis og med fornuftig feedback fra vejen, mens fjedrene fortsat formår at filtrere de værste ujævnheder fra – også på store 18-tommer fælge. Her mærker man Biermanns ‘gefühl’.

ProCeed opleves som en semi-GTI, der er klar på et par ‘hot-laps’ på racerbanen, og samtidig tackler hverdagen uden andre minusser end lidt rigelig dækstøj.

Hvordan er motoren?
1,6 liters motoren med 204 heste understreger ProCeeds semi-GTI attitude. Maskinen er mere magtfuld end varmblodig, og til daglig sætter du bare pris på dens elastiske måde at trække på fra lave omdrejninger. Forklaringen er, at gearingen er relativt lav, hvilket omvendt gør, at du kører med forholdsvis mange omdrejninger på motorvejen. Kia har tydeligvis arbejdet med lyden, der får lov at ligge som en underliggende brummen i kabinen. OK for os – men Sport-knappen, der elektronisk skruer op for soundtracket med kunstig motorlyd i højttalerne, virker som en lidt tarvelig gimmick i vores ører. Kia lover 13,5 km/l. Lidt uambitiøst anno 2019. Lad det være en ringe trøst, at vi næsten nåede det med et snit på 12,2 km/l.

Passer prisen?
Sammenlignet med stationcar-udgaven af Ceed, skal du give 25.000 kroner mere for mindre plads i ProCeed. Men hvis du (også) er faldet for designet, og synes det er sjovt, at folk spørger dig, om du kører Porsche, er de penge givet godt ud. Kia flotter sig som sædvanlig med både udstyr og hele syv års garanti, så 350.000 kroner for en semi-GTI i et design, der bogstaveligt talt vender hoveder virker bestemt fair. Især fordi den eneste anden ‘shooting brake’ i denne størrelse er næsten dobbelt så dyr. Kan du klare dig med lidt færre kræfter og knapt så meget udstyr, kan du presse prisen ned på 295.000 kroner med den glimrende 1,4 liters motor med 140 hk og det knapt så omfattende GT-Line udstyr. For de fleste vil den være fuldt tilstrækkelig.

Er der alternativer?
Faktisk kun én direkte, nemlig Mercedes CLA ‘shooting brake’ i samme coupé-stationcar-stil. Sammenlignet med Mercedes CLA, er Proceed direkte billig: Skal der en stjerne i kølergrillen og lignende 211 hk i motorrummet rammer prisen nemlig 603.000 kr.
Derudover fremstår Proceed som et både frækt og fornuftigt alternativ til premium-hatchbacks som Audi A3 Sportback 40 TFSI med 190 hk til 410.000 kroner og BMW 120i, der p.t. er på tilbud som M-Sport model med automatgear og 184 hk til 391.000 kr. Endelig er der søsterbilen Hyundai i30. Her hedder designerudgaven Fastback, der med 1,4 liters motor med 140 hk koster 294.000 kr. – eller det samme som den tilsvarende ProCeed. I det selskab er ProCeed noget så sjældent som en koreansk bil, der bruger sit design som løftestang til at udfordre væsentligt dyrere premium-mærker.

Konklusion:
For: Design, byggekvalitet og garanti.
Imod: Hjulstøj, bagsædeplads.
Hvilkenbil siger:

Kia ProCeed må give konkurrenterne i den konservative Golf-klasse noget at tænke over. Med sit velskabte og radikale design kan den lokke nye kunder i butikken og udgøre et reelt alternativ til både moderigtige SUV-typer og kostbare premium-mærker. ProCeed har også de indre kvaliteter til det, og alene for modet til at være anderledes fortjener Kia succes med satsningen.

FAKTA: Kia Proceed 1,6 GT

Vejl. pris, inkl. lev.: 350.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 3.020 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/7 år
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 13,5 km/l
Forbrug i test: 12,2 km/l
Længde/bredde/højde: 461/180/142 cm
Bagagerum (min/max): 594/1.545 liter
Vægt: 1.411 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter, turbobenzin
Effekt: 204 hk/265 Nm
0-100 km/t: 7,6 sek
Topfart: 230 km/t

Særligt standardudstyr (Intro Edition):
2-zone klimaanlæg, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle, multijusterbar førerplads, 8” trykfølsom skærm med navigation, Apple Carplay og Android Auto, automatisk nødbremse, fartpilot, 18” alufælge, større bremser foran, sportsundervogn, GT-line skørtesæt og kølergrill, læderrat med varme og betjening af radio og kørecomputer, sædevarme for, kurvelys, splitbagsæde, fuld LED-lygter for og bag, bakkamera, p-sensor bag, regnsensor, fjernlysassistent, indtræk i del-kunstlæder, vindueslister i krom, elektrisk p-bremse.
Metallak: 6.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Ekstraudstyr:
Fuld LED-forlygter: 13.000 kr., JBL Premium lydanlæg: 7.000 kr., trådløs opladning af mobiltelefon: 3.000 kr.

[email protected]

REVIEW OVERVIEW
Kia ProCeed
kia-proceed-naar-enden-er-godBILTEST: ProCeed er designerudgaven af den fornuftige Kia Ceed stationcar. For 25.000 kr. ekstra får du mindre plads, men også skarpere køreegenskaber og et udseende med wauw-effekt. Hvilken bil? Kia Ceed er kort fortalt en koreansk VW Golf. Du kan få den som fornuftig hatchback og...

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here