Kinabil vil være først med superbatteri

0
solid state batterier

Kinesiske Nio hævder, at de lancerer verdens første elbil med såkaldt solid state batterier sidst i 2022. Rækkevidden bliver mindst 800 km.

Elbilernes batterier bliver hele tiden bedre. Men det helt store gennembrud ventes at komme med en ny type batteri med en fast elektrolyt – deraf navnet solid state eller ’solid tilstand’. Kort fortalt er energitætheden i et solid state batteri langt højere end i de nuværende lithium-ion batterier. Det vil øge rækkevidden markant – typisk op til det dobbelte af, hvad vi ser i elbiler i dag. Endelig kan solid state batterier lades væsentligt hurtigere. En fuld opladning kan formentlig ske på 10-15 minutter.

Alle taler om solid state batterier. Fra engang elbils-skeptiske Toyota til den danske bilmand Henrik Fisker. Og alle vil gerne være først til at lancere elbiler med teknologien, der anses for at blive det første kvantespring i elbils-æraen.

Førnævnte Fisker har tidligere hævdet, at han ville nå målstregen først. Toyota arbejder på deres eget solid state batteri, der forventes klar i en prototype denne sommer. Andre bilmærker har lignende planer og vil måske også overhale den japanske gigant. Blandt de mest dristige er kinesiske Nio, der nu er ude at sige, at de begynder at sælge elbilen ET7 med solid state batterier i slutningen af 2022.

Både længden på godt fem meter og designet signalerer, at Tesla Model S er forbilledet for Nio ET7.
150 kWh

Holder det stik, kan Nio meget vel blive de første, der bringer solid state teknologien på markedet. Kineserne lover allerede nu, at der bliver tale om et enormt kraftigt batteri på 150 kWh. Med 50 procent højere energitæthed en lithium-ion batterier skal det give den store ET7 en rækkevidde på mere end 800 km.

Nio siger også, at mærkets eksisterende elbiler kan få udskiftet deres nuværende batterier med det nye solid state batteri. Det skyldes, at Nio i forvejen laver elbiler, der kan lynskifte på batteriet på få minutter. Det var samme opskrift som den nu pensionerede elbil Renault Fluence forsøgte at udbrede i samarbejde med batterioperatøren Better Place, der siden gik konkurs.  

Mere får vi så heller ikke at vide. Nio er ikke mere præcise på lanceringstidspunkt og fortæller heller ikke noget om pris. Men det er ikke desto mindre spændende nyt. Og et klart bevis på, at elbilen vs 2.0 er lige om hjørnet. Kampen om at tage første stik i dét kapløb er i fuld gang.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation