Klar med danske priser på elbilen MG Marvel R

mg marvel

Den kinesiske SUV MG Marvel udfordrer konkurrenterne på pris, garanti og udstyr. Til gengæld er leveringstiden næsten et år.

Marvel Comics er selskabet, der står bag tegneserier og film med en række superhelte. Marvel er dog også navnet på en ny mellemstor SUV fra det hæderkronede britiske mærke MG, der nu er på kinesiske hænder. Og MG Marvel R Electric, som den retteligt hedder, er der bestemt intet komisk ved.

Med en startpris på 350.000 kr. og 380.000 kr. for topudgaven – begge med et batteri på 70 kWh – lægger MG Marvel R sig i de nedre regioner af prisskalaen for de mellemstore SUV’er på ren el.

Kun den ligeledes kinesiske Aiways 5 er markant billigere med en startpris på 300.000 kr. Hyundai Ioniq 5 koster næsten det samme som Marvel med en startpris på 340.000 kr., mens fx VW ID.4 fås fra 380.000 kr. (se faktaboksen herunder)

MG Marvel R kan maksimalt lades med op til 92 kW.
Lang garanti

MG Marvel R sælges i lighed med de øvrige MG-modeller med en garanti på hele syv år eller 150.000 km. Lang garanti er noget, der tidligere har skaffet mærker som Kia og Hyundai succes herhjemme.

Marvel har en rækkevidde på lige over 400 km for den baghjulstrukne udgave og 370 km for den firehjulstrukne ifølge WLTP-standarden. I hverdagen skal du nok ikke regne med mere end 300-350 km på en opladning.

Begge udgaver af den elektrisk MG kan lades hjemme i en wallbox med tre faser og 11 kW. Det giver en ret kvik ladetid på 6-7 timer. På farten kan der lynlades med op til 92 kW, og det betyder, at bilen kan lades fra 5 til 80 procent på 43 minutter og 30-80 procent på en halv time. Det er godkendt men ikke superhurtigt.

Til gengæld er MG Marvel R hurtigt ude af startblokken.

De to udgaver, Luxury og Performance, kommer med henholdsvis baghjulstræk og firehjulstræk, og de har begge to elmotorer ved baghjulene, der er koblet sammen med en to-trins automatgearkasse. Når bilen kører med høj hastighed, kan gearkassen skifte til højhastighedsgearet for at øge effektiviteten.

Lynhurtig acceleration med firehjulstræk

Luxury har 179 hk og accelererer fra 0 til 100 km/t på 7,9 sekunder. Performance med en ekstra elmotor på forakslen og en kombineret ydelse på 288 hk og hele 665 Nm accelererer MG Marvel R fra 0-100 km/t på kun 4,9 sek.

Den ekstra elmotor ude foran stjæler dog plads, så der ikke er plads til frunk’en (bagagerum foran, red.) på 150 liter.

Bagi har begge udgaver plads til 357 liter oppakning, hvilket ikke er prangende for en bil i denne størrelse. Til gengæld er benpladsen i kabinen god – faktisk ca. 3 cm længere end i VW ID.4.

MG Marvel R har uanset udgave et flot standardudstyr med bl.a. glassoltag, el-justerbare sæder med dellæder, en enorm 14-tommer skærm samt masser af komfort- og sikkerhedsudstyr.

Udstyrslisten er alenlang for begge udgaver – se den samt alle tekniske specifikationer her på MGs hjemmeside.

De første MG Marvel R er kommet til Danmark og kan bestilles nu, men egentlige leverancer forventes først omkring tredje kvartal 2022(!), oplyser MG i Danmark.

FAKTA: Priser på MG Marvel R Electric og konkurrenterne

Aiways U5 Plus med 63 kWh-batteri, 204 hk og 410 km i rækkevidde – priser fra 299.990 kr.

Hyundai Ioniq 5 med 72,6 kWh-batteri, 217 hk og 481 km i rækkevidde – priser fra 339.995 kr.

MG Marvel R med 70 kWh-batteri, 179 hk og 402 km i rækkevidde – priser fra 349.999 kr.

Skoda Enyaq 80 med 82 kWh-batteri, 204 hk og 534 km i rækkevidde – priser fra 379.995 kr.

VW ID.4 Performance med 82 kWh-batteri, 204 hk og 517 km i rækkevidde – priser fra 379.995 kr.

Audi Q4 40 e-tron med 82 kWh-batteri, 204 hk og 509 km i rækkevidde – priser fra 389.990 kr.

Ford Mach-E SR med 76 kWh-batteri, 269 hk og 440 km i rækkevidde – priser fra 399.900 kr.

Kilde: Bilbasen Blog

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here