Masser af udstyr i ny B-klasse

Efter nytår lander den nye Mercedes B-klasse i Danmark. Priserne for den kompakte luksus-MPV begynder fra 337.000 kroner – til gengæld er der ikke fedtet med standardudstyret.

Har man sagt A må man som bekendt også sige B. Efter at Mercedes lancerede deres indgangsmodel A-klassen tidligere i 2018, kommer turen til den højere og mere praktiske B-klasse. Vi ser den i Danmark umiddelbart efter nytår, og derfor er den danske importør nu klar med priserne.

Prislisten begynder ved 337.000 kroner for B-klassen, der bedst kan betegnes som en luksus-rival til meget lille gruppe af kompakte, fem-personers MPV-typer som BMW 2-serie Active Tourer, Ford C-Max, Renault Scenic og VW Golf Sportsvan.

Umiddelbart lyder det måske en smule pebret for den næstmindste model i Mercedes-programmet, men det er nye tider i Stuttgart. Hvor basisudgaven i gamle dage ville være netop så basis, at du skulle af med en mindre formue for at tilkøbe så meget udstyr, som der bør være i en Mercedes, er listen over standardudstyr nu lang som en ønskeseddel til jul. Vi nævner i flæng lækre detaljer som automatgear med dobbeltkobling, fuld LED-lygter, 17-alufælge, multifunktionslæderrat, bakkamera, eldrevet bagklap, fuld digital instrumentering med to skærme, aktiv sporassistent og ikke mindst det nye MBUX-infotainmentsystem med stemmestyring.

Alt sammen standard – og alt sammen teknik, som B-klassen har ‘arvet’ fra den nye A-klasse, som B-klassen deler platform med.

To benzin og tre diesel
Det gælder også motorprogrammet, der endda indeholder flere nye maskiner.

Basis er en firecylindret 1,3 liters turbobenziner, som Mercedes har udviklet sammen med Renault, der også bygger motoren. Den fås i to udgaver med enten 136 eller 163 hk. Er du mere til diesel, begynder udvalget ved en 180d med en 1,5 liters diesel med 116 hk, der også kommer fra Renault. 200 d yder 150 hk, mens der er hele 190 hk i 220 d. Begge disse motorer er på to-liter og stammer fra C- og E-klassen. Som standard er de udstyret med otte-trins automatgear med dobbeltkobling.

At automatgearet altid følger med, er med til at gøre den nye B-klasse ganske konkurrencedygtig på pris. En VW Golf Sportsvan med 130 benzinheste og automatgear og Highline-udstyr er kun 20.000 kroner billigere end basisudgaven af Mercedes B-klasse, der til gengæld har mere udstyr.

Du kan se priser på hele modelprogrammet her:

Mercedes B 180 7G-DCT, 136 hk: 337.000 kr.
Mercedes B 200 7G-DCT, 163 hk: 340.000 kr.
Mercedes B 180 d 7G-DCT, 116 hk: 352.000 kr.
Mercedes B 200 d 8G-DCT, 150 hk: 380.000 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here