Mazda 6 får sit tredje facelift

Finpudsningen af Mazda 6 fortsætter. Den knapt seks år gamle firmaflyder får sit tredje facelift – denne gang er det især kabinen, der opgraderes med nyt design og bedre materialer.

Løbende modelpleje er en ny trend i bilindustrien. Tidligere har især tyske mærker som VW, Ford og Opel været flittige til at benytte mere eller mindre omfattende facelift for at holde en bilmodel ung og frisk. Ansigtsløftninger i form at nye forlygter og friske farver kan forlænge en bils livscyklus fra de normale seks til både otte, ni og endda 10 år – og på den måde sparer fabrikkerne på den helt store udgiftspost; udvikling af nye modeller.

I Japan har bilmærkerne som regel haft mere fart på. Her er reglen en levetid på fem-seks år, men noget tyder på, at i hvert fald Mazda lader sig inspirere af de tyske konkurrenter. Fabrikken fra Hiroshima har netop afsløret en ’ny’ Mazda 6 på den aktuelle biludstilling i Los Angeles.

Man behøver dog ikke kigge to gange for at se, at der kun er tale om et facelift. Det grundlæggende – og i øvrigt meget vellykkede – design er bevaret. Kendere vil dog bemærke nye lygter for og bag og en mere markant kølergrill, der har stor lighed med fronten fra den ligeledes opgraderede SUV, CX-5.

Faktisk er det tredje gang, at Mazda 6 får et facelift siden debuten i 2012. Første gang fik den en mindre, kosmetisk make-over. Derefter en teknisk opgradering med bl.a. bedre støjisolering og det såkaldte G-vectoring control-system, der justerer drejningsmomentet på de drejende og trækkende forhjul for at forbedre kurveegenskaberne.

Der bliver ryddet grundigt op i kabinen i 2018-udgaven af Mazda 6. Hele instrumentpanelet er nyt og skal give mere 'premium-fornemmelse'.
Der bliver ryddet grundigt op i kabinen i 2018-udgaven af Mazda 6. Hele instrumentpanelet er nyt og skal give mere ‘premium-fornemmelse’.

Flest nyheder i kabinen
Det nye og tredje facelift handler mest om design igen. Mazda 6 får yderligere en klemme i nakken – særligt i kabinen, der opgraderes med større instrumenter, et nyt og mere strømlinet instrumentbord i bedre materialer og forbedret infotainment-teknologi. Mazda 6 får simpelthen et skud premium-fornemmelse, ikke mindst i USA, hvor kunderne fremover kan vælge en særligt lækker Signature-udgave. Desværre kommer luksusudgaven af Mazda 6 ikke til Europa – og det gælder også en kraftig turbobenzinmotor med hele 258 hk.

På vores breddegrader fortsætter Mazda 6 formentlig med de allerede kendte motorer: Tre firecylindrede benzinmotorer uden turbo med 145, 165 eller 192 hk eller en 2,2 liters turbodiesel med 150 eller 175 hk. Til gengæld skulle undervognen også være fintunet til mere komfort, understøttet af mere støjdæmpning.

Den faceliftede Mazda 6 kommer til Danmark i løbet af foråret 2018.

Læs også: Mazda bekræfter ’biesel’ motor

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here