MG er klar med første elektriske stationcar

0
206
første elektriske stationcar

290.000 kroner er prisen for den Golf-klasse-store MG5 Electric, markedets første elektriske stationcar. Rækkevidden er op til 400 kilometer.

I marts er den her: Den første elektriske stationcar. Fra kinesiske – nej ikke britiske – MG, og MG5 Electric kan meget vel vise sig at være den rette elbil på det rette tidspunkt. For netop stationcar-formatet vil være efterspurgt af mange af de familier, som er klar til at hoppe med på elbils-bølgen, og som ikke kan se sig selv i en af de evindelige SUV-/crossover-lignende elbiler, der oversvømmer markedet.

MG5 Electric rammer Golf-klassen med en længde på 460 centimeter og et bagagerum på 479 liter, 1.367 liter med bagsæderyglænene lagt ned.

Hvis nogle læsere tænker Fiat Tipo, forstår vi det godt… Men det er altså en kinesisk MG5 Electric.

At bagagerummet ikke er større, skyldes batteripakken på 61 kWh, der under optimale forhold giver bilen en rækkevidde på 400 kilometer. Elmotoren trækker på forhjulene, yder 115 kW (156 hk), 0-100 km/t klares på 8,3 sekunder, og momentet er 280 Nm.

Batterierne kan i offentlige DC-ladere nappe op til 87 kW, hvilket gør det muligt, hvis det hele spiller, at lade batteriet fra fem til 80 procents kapacitet på 40 minutter. I den 3-fasede AC-hjemmelader klares 11 kW.

MG5 Electric kommer i to udstyrsvarianter og kan fås i fire farver – hvid, sort, sølv og rød. Sikkerhedsudstyret tæller bl.a. adaptiv fartpilot, frontassistent inklusive automatisk nødopbremsning, vognbaneassistent og køassistent.

10.000 kr. mere for topmodel

Comfort til 290.000 kr. er blandt andet udstyret med aircondition, LED-for- og baglygter, varme i forsæderne, p-sensor, nøglefri adgang, 7 tommer digital instrumentering og 16 tommer alufælge. Derudover også 10,25 tommer touchskærm, navigationsanlæg, Apple CarPlay/Android Auto, bluetooth og fire USB-porte.

Kunstlæder er standard i den dyreste version til 300.000 kr.

Luxury-versionen koster 10.000 kr. mere og har desuden klimaanlæg, bakspejl med automatisk nedblænding, elektrisk indstilling af førersædet med lændestøtte, indtræk i kunstlæder, 360 graders kamera og 17 tommer alufælge.

Den topudstyrede Luxury vejer i sagens natur lidt mere end Comfort, og derfor er rækkevidden 20 kilometer kortere.

Fra England til Shanghai

MG – Morris Garages, der blev stiftet i 1924 og i årene efter Anden Verdenskrig og især op til midten af 1960’erne blev synonymt med små, åbne tosædede sportsvogne – skiftede ejer utallige gange i mærkets britiske levetid. Da MG Rover Group gik konkurs, blev ejeren kinesisk, da statsejede SAIC (Shanghai Automotive Industry Corporation) i 2007 købte mærket og retten til MG-navnet.

MG Motor Danmark deler adresse med Kia Import Danmark i Fredericia, og MG har forretninger seks steder i Danmark. Udover den kommende stationcar MG5 indeholder porteføljen tre SUV’er: Plug-in-hybriden EHS og de fuldelektriske ZS EV og Marvel R.

EHS og ZS EV koster fra 280.000 kr., den større Marvel R fra 360.000 kr. I 2021 solgte MG 1.545 biler i Danmark, klart flest EHS (1.336).

mortenk@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here