Model 3 bliver billigere i vores nabolande

Til gengæld fortsætter prisen på Tesla Model 3 med at stige i Danmark. I Norge koster Model 3 nu 130.000 kroner mindre end herhjemme.

I vores nabolande er de lidt heldigere end os – i hvert fald, hvis man er på udkig efter en Tesla Model 3. I både Norge og Sverige har Tesla sænket priserne markant.

I Norge og Sverige er der blevet skåret henholdsvis 50.000 og 30.000 kroner af prisen. Det vides ikke, om Tesla vil sænke prisen herhjemme også, men ellers er den billigste Standard Range Plus nu med en pris på ca. 400.000 danske kroner væsentlig dyrere end i vores nabolande. Det skriver hjemmesiden Inputmag.dk.

I Norge er der skåret hele 50.000 norske kroner af prisen på Standard Range Plus, så bilen nu koster 364.142 norske kroner inklusive leveringsgebyr. Det svarer til blot 269.543 danske kroner. Altså ca. 130.000 kroner billigere end herhjemme svarende til en besparelse på næsten en tredjedel.

I Sverige har Tesla sænket prisen med 30.000 svenske kroner, så bilen nu koster 559.170 svenske kroner. Men svenskerne får 70.000 svenske kroner i såkaldt elbilsbonus, så den reelle pris bliver på 489.170 svenske kroner svarende til 358.705 danske kroner.

I Danmark er det gået den stik modsatte vej med prisen på Tesla Model 3.

Den 3. juli 2020 kostede den ca. 369.900 kroner, i oktober steg den til ca. 374.000 kroner, den 6. marts 2021 var den steget til 394.089 kroner, og i skrivende stund koster den 399.900 kroner.

Undervejs er modellen dog blevet opdateret.

Konkurrencen er øget

Ifølge Inputmag.dk er det uvist, hvad der har fået Tesla til at sænke priserne på Model 3 Standard Range Plus i Norge og Sverige, men i flere medier, blandt andet Tek.no, spekuleres der i, at det skyldes flere faktorer.

For det første en faldende dollarkurs, men også konkurrencen fra Polestar, der er en klar konkurrent til netop Model 3.

I dansk valuta er prisfaldet i vores broderlande på mellem 22.000 og 37.000 kroner. Skulle Tesla vælge at sænke prisen herhjemme, kan vi altså håbe på, at den bliver omkring 30.000 kroner billigere, så prisen kommer ned i 369.990 kroner.

Til sammenligning forventes startprisen på Polestar 2 at blive omkring 340.000 kroner.

Hertil kommer dog prisen på ekstraudstyr, som er basis i Model 3, der i øvrigt også har (lidt) længere rækkevidde.

Der forlyder ikke noget fra Tesla om planer for danske prisnedsættelser på Model 3.

Pt. koster Tesla 3 Long Range ca. 449.000 kroner herhjemme, mens Performance løber op i ca. 495.000 kroner. Begge har firehjulstræk.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here