Model 3: Her er Tesla’s elektriske folkevogn

Tesla løfter endelig sløret for Model 3. Bilen er knapt færdigudviklet og kommer først til Danmark i 2018 til priser på godt en halv million kr.

Tesla har endelig løftet sløret for årets mest hypede bilnyhed – Model 3, den californiske elbilproducents første ‘folkevogn’, der er planlagt til at blive massefremstillet i 500.000 eksemplarer om året. Det er 10 gange så mange som Tesla’s populære Model S og svarer omtrent til Volvo’s totale årsproduktion.

Model 3 blev lanceret af Tesla-grundlægger Elon Musk himself ved et stort arrangement i Californien. Her fortalte Musk, at Model 3 er den foreløbige kulmination på en rejse, der begyndte med Tesla Roadster, der beviste, at en elbil kunne være sjov og attraktiv og siden fortsatte med sedanen Model S og SUV’en Model X, der har gjort elbiler til et reelt alternativ til de bedste, almindelige biler.

Men kronen på værket er Model 3, fordi den skal gøre elbilen mainstream. Uden at Tesla afslører de nøjagtige mål, har Model 3 omtrent samme dimensioner som en BMW 3-serie. Til priser fra 35.000 dollars på det amerikanske hjemmemarked, bliver netop BMWs ikoniske 3-serie en af hovedkonkurrenterne for Model 3. Selv i basisudgaven kan Teslas hidtil mindste elbil nå 100 km/t på mindre end seks sekunder – og dermed konkurrere ikke bare på miljøvenlighed, men også præstationer, hvilket har vist sig at være en succesrig strategi for den større Model S.

Taget består af glas, der er ført igennem i hele tagets længde. Som i Model S har Model 3 både bagagerum for og bag, fordi elmotor og elektronik fylder ganske lidt.
Taget består af glas, der er ført igennem i hele tagets længde. Som i Model S har Model 3 både bagagerum for og bag, fordi elmotor og elektronik fylder ganske lidt.

Mindst 346 km pr. opladning
Rækkevidden angiver Tesla til 346 km – altså noget mindre end for den større Model S. Det er dog et minimum, og Model 3 vil komme i kraftigere udgaver, der både er hurtigere og kan køre længere på en opladning. Den hardware, der kræves for at gøre Model 3 selvkørende, bliver standard, men kræver dog en opdatering af softwaren på et senere tidspunkt. Alle Model 3 kan også lynoplades, og Tesla lover at fordoble antallet af lynlade-stationer i løbet af det næste år.

Mens Model 3 er udset til at blive elbilens folkelige gennembrud i USA, kommer det næppe til at ske i Danmark. Sagen er, at Tesla endnu skal finslibe lidt på bilen, inden den kan sælges til de første kunder i slutningen af 2017. Californiske købere står først i køen, derefter følger resten af USA, mens vi formentlig skal langt ind i 2018, før Model 3 når til Danmark. På det tidspunkt er afgiftsfritagelsen for elbiler underafvikling, så med mindre reglerne laves om igen, kommer billigste Model 3 til at koste godt en halv million kroner i 2018, godt 600.000 kr. i 2019 og mere end 700.000 kr. i 2020 – og det kan dårligt siges at være særligt folkeligt.

Ærgerligt, for Model 3 fremstår som den første elbil, der for alvor udnytter el-konceptet til at gentænke den traditionelle udformning af biler.

Stor kabine og to bagagerum
Umiddelbart ligner Model 3 en velskabt, men krympet udgave af Model S. Ved andet øjekast er der dog væsentlige forskelle: Udhængene er meget små og kabinen forholdsmæssigt stor. Ifølge Tesla er der usædvanligt god plads til fem vokse i kabinen, fordi man for alvor udnytter, at elmotoren fylder meget lidt i bilen og hele batteripakken er placeret i gulvet i selve platformen. Dermed har man kunnet rykke kabinen frem for at skaffe god benplads på både for- og bagsæder.

Netop bagsædet skal være særligt gæstfrit med sit flade gulv og et glastag, der er ført hele vejen igennem. Glastaget betyder dog, at Model 3 i modsætning til Model S ikke har stor bagklap. Bagagekapaciteten skulle dog slå alt i klassen, fordi der – som i Model S – både er bagagerum for og bag. Altså både ‘trunk’ og ‘frunk’, som Tesla har døbt det med sans for et ordspil på engelsk.

I profil er det tydeligt at se slægtskabet med Model S - Model 3 har bare væsentligt kortere udhæng, mens kabinen er stor og rummelig.
I profil er det tydeligt at se slægtskabet med Model S – Model 3 har bare væsentligt kortere udhæng, mens kabinen er stor og rummelig.

Indvendig er al betjening og alle instrumenter samlet i en centralt placeret og 15-tommer stor trykfølsom skærm, der er placeret svævende på tværs af midterkonsollen.

Fronten uden kølergrill er et andet særkende ved Model 3, der er designet af Franz von Holzhausen. Trods det særdeles tyske navn, er han indfødt amerikaner og har siden 2008 arbejdet for Tesla. Von Holzhausen designede Model S, i øvrigt efter at fabrikken afbrød samarbejdet med den danske bildesigner Henrik Fisker, der oprindeligt fik jobbet med at formgive Model S.

Den manglende kølergrill skal nok skabe diskussion, men understreger også, at Model 3 er en moderne og ny type bil: Som elbil har den ikke brug for et stort luftindtag til at køle en CO2-udspyende forbrændingsmotor, og det tager Tesla for første gang den designmæssige konsekvens af.

De første reaktioner i bilverdenen på Model 3’s design er dog positive. Langt de fleste bilmagasiner roser designet – og bilkøberne har stået i kø for at købe den, længe før de overhovedet havde set bilen: Op til gårsdagens afsløringen af Model 3, havde mere end 115.000 entusiaster lagt 1.000 dollars i depositum for at blive blandt de første, der for lov at købe verdens p.t. mest efterstræbte bilnyhed.

Læs også: Endelig – Tesla afslører Model X

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here