Nu kommer Mondeo hybrid til Danmark

Firmabilen med både forbrændings- og elmotor og i alt 187 hk koster fra 349.000 kr., og fås som eneste Mondeo udelukkende som klassisk sedan. Men den kan ikke lades op i stikkontakten.

Markedet for hybridbiler er på vej op i Danmark efter de seneste afgiftsændringer sidste efterår. Samtidig er diesel blevet ’politisk ukorrekt’, også blandt firmabilskøberne, så nu giver Ford i Danmark endelig hybridudgaven af Mondeo en chance.

Den seneste Ford Mondeo blev lanceret i 2014, men først nu kommer hybridudgaven altså på det danske marked. Det oplyser Ford i en pressemeddelelse.

Den store forskel på Mondeo HEV (Hybrid Electric Vehicle) og de umiddelbare hybrid-konkurrenter, som er Volkswagen Passat GTE og Kia Optima PHEV, består i at Passat GTE og Optima PHEV kan oplades via et kabel i en stikkontakt, ladeboks eller -stander, og efter endt opladning kan man så køre op til omkring 60 kilometer på ren strøm, med sol og vind i ryggen.

Mondeo HEV er derimod en klassisk hybrid a la Toyotas hybrider, hvor batteriet, som er markant mindre, lades op med opsamlet energi fra bl.a. nedbremsninger, og den rene el-drift er stærkt begrænset.

I motorrummet på Mondeo HEV finder vi den eneste motor uden turbolader i hele Mondeo-familien. Mellem kabler og ledninger ligger en 2-liters benzinmotor, som kører efter den særligt sparsomme Atkinson-cyklus, som i højere grad end de fleste benzinmotorer er konstrueret for at give maksimal udnyttelse af brændstoffet. Til at give en samlet systemydelse på 187 hk har benzinmotoren hjælp af en elektrisk motor og en generator, som begge er kompakte og integreret i hybridens gearkasse.

Kører op til 22,7 km/l 
Den strøm der understøtter benzinmotoren, kommer fra et litium-ion batteri med en kapacitet på 1,4 kWh, og batteriet ligger lige bag bagsædet. En elektrisk kompressor til klimaanlægget og en elektrisk varmepumpe gør, at den opsamlede strøm i batteriet kan bruges til at sænke brændstofforbruget. Med 16” alufælge, som er standard, hedder gennemsnitsforbruget (ifølge ny og mere realistisk WLTP-norm) 22,7 km/l, mens det falder til 20,8 km/l med 17” fælge. Det er i begge tilfælde mere end Mondeo-modelprogrammets næstmest sparsommelige model, dieseludgaven med 150 hk og manuel gearkasse, som klarer 20 km/l i snit. Vælger du hybrid-udgaven af Mondeo, slipper du samtidig med under 600 kr. i halvårlig grøn afgift.

Eneste sedan
Mondeo HEV får ikke kun særstatus i modelprogrammet på grund af motor uden turbo og batteridrift, men også fordi ingen andre Mondeo-modeller sælges i Danmark som sedan. Til gengæld fås hybriden ikke som fem-dørs hatchback eller stationcar.

Hybrid-Modeoen lander hos de danske forhandlere i én udstyrsvariant, Titanium HEV. Den er som den almindelige Mondeo Titanium rigt udstyret, og det betyder blandt andet infotainmentsystem med 8” skærm og navigation, DAB-radio, bakkamera, stemningsbelysning, regnsensor, træthedsregistrering, sporassistent, nøglefri adgang og start og tågeforlygter. Og som sædvanligt i hybridbiler er gearkassen automatisk.

Hybriden har desuden to farveskærme på hver 4,2” i instrumenteringen, som omkranser speedometret og aktivt støjreducerende system. Prisen for Mondeo HEV Titanium er 349.150 kr.

Til sammenligning koster den fem-dørs hatchback af Mondeo med 165 hk 1,5 liters turbobenzinmotor 301.500 kr. og en 2,0 liter turbodiesel med 150 hk fås fra ca. 321.000 kr.

Den amerikanske udgave af Mondeo, Fusion, fås som opladelig plugin-hybrid, men der er så vidt vides ingen planer om lancering af Mondeo PHEV i Europa.

Læs også: Salg af ’grønne’ biler boomer

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here