Ny elmotor får massive kræfter

0
66
elmotor
Foto: Magna International

Der er fuld fart på udviklingen af elmotorer til elbiler. Den næste generation elmotor er både stærk og kompakt.

Elbiler er stadig en relativt ny ’opfindelse’. Derfor er der fortsat et kæmpe udviklingspotentiale i teknologien – også inden for noget af det mest mekaniske ved en elbil, elmotoren.

På elektronikmessen CES i Las Vegas viser underleverandøren Magna en ny motor, der giver et indtryk af, hvad en moderne elmotor kan. Og det er ikke så lidt: Den nyeste generation af Magnas elmotorer vejer blot 75 kg, men yder intet mindre end 250 kW (350 hk) og et massivt moment på 5.000 Nm målt på akslen.

Den nye elmotor kan placeres på for- og bagaksel, så elbilen både får firehjulstræk og op mod 700 hk i alt.

Kan roteres 90 grader

Faktisk er kræfterne så voldsomme og ret beset overdrevne i en personbil, der skal køre på offentlig vej, at Magna selv lægger vægt på andre kvaliteter ved den nye motorgeneration. De handler om, at vægten er reduceret og at selve motoren er 20 procent lavere end forgængeren. Sammen med muligheden for at rotere motoren op til 90 grader, bliver det lettere at finde plads til elmotoren. Pladsudnyttelsen bliver simpelthen bedre, og det kan både øge rummeligheden i kabinen og bagagerummet.

Effektiv energiudnyttelse

Behovet for aluminium og sjældne jordarter til elmotoren er også reduceret. Ifølge Magna kommer fabrikken til at udlede 20 procent mindre CO2 i fremstillingen af den nye elmotor, der er døbt ’800V eDrive’.

Som navnet antyder er motoren baseret på moderne 800 volts-teknologi, som vi bl.a. kender fra Porsche og Hyundai-Kia’s elbiler. Dermed skal den bruges i elbiler med hurtig opladning af batteriet. Motorens effektivitet er også forbedret: Hele 93 procent af den strøm, som motoren fodres med, bliver omsat til fremdrift. Det kan ingen andre motortyper konkurrere med.

Magna er verdens tredje største underleverandør til bilindustrien. På Magna Steyr-fabrikken i Østrig fremstiller virksomheden også biler for andre. Det gælder bl.a. Fisker Ocean for danske Henrik Fisker, BMW Z4, Mercedes G-klasse og Jaguar I-Pace.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here