Ny rekord for bilsalget

Den populære VW Up er blandt de biler, der bliver dyrere på grund af skærpede miljøkrav - op til 10.000 kr.

Med en fremgang på over 20 pct., var salget af personbiler i juni det største salg i nogen måned overhovedet. Vi køber fortsat lidt større biler.

Efter nogle år med stigende salg og rekorder, kunne man ikke fortænke bilsalget i at tage en slapper i sommervarmen, men det er ikke tilfældet.

Efter rekordåret 2014 udvikler 2015 sig ekstra positivt; i juni i år lå bilsalget 22 pct. over juni sidste år, og det først halvår af 2015 ligger samlet set 6 pct. over samme periode sidste år.

Ifølge De Danske Bilimportører, der leverer de nye, overraskende tal, er det blandt andet et øget behov for personlig mobilitet, der driver salget frem.

Tendensen i salget af de forskellige størrelser af biler, segmenterne, holder fortsat: Minibilerne (B-segmentet) er klart størst og de mindste, mikrobilerne (A-segmentet), har svinget mellem at være nummer 2 eller 3 – i juni blev de igen næststørst, men set over første halvår er der ikke megen forskel på antallet af mikrobiler og modellerne i mellemklassen (C-segmentet).

“Vi er fortsat af den overbevisning, at mange købere har et reelt transportbehov, som i større grad matches af de lidt større biler, en tendens der i juni understreges af, at ‘familiebilerne’ i MPV-klassen blev fordoblet, om end de fortsat udgør en mindre del,”siger Gunni Mikkelsen, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

Vi finder det kun naturligt, at danskerne køber lidt større biler, når de får mulighed for det, for danskerne kører i mindre biler end i andre europæiske lande, og man kan i dag udmærket køre i de lidt større biler uden på nogen måde at sætte miljøbevidstheden over styr,” siger direktøren.

Forklaringen på den positive udvikling i bilsalget er ifølge privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen, at vi danskere oplever god fremgang i realindkomsten for tiden, renten er lav, forbrugertilliden er meget høj, og huspriserne er stigende – og ikke længere kun i de største byer.

“Det er alt sammen noget, der er positivt for bilsalget og for forbruget i det hele taget,” siger Las Olsen.

Selv om salget af de lidt større biler er i bedring, er det dog fortsat mikro- og minibilerne, der sidder hårdt på top 20 over de mest solgte biler i juni med VW Up (billedet), Kia Picanto og Peugeot 108 i top tre.

Kun de små mellemklassebiler VW Golf på 6. pladsen, Skoda Octavia som nr. 16 og Hyundai i30 på det yderste mandat, der formår at myre sig ind i det gode selskab.

Fakta: Top 20 for personbiler, juni 2015

Plac. Mærke/model Antal Andel
1 VOLKSWAGEN UP! 737 3,5%
2 KIA PICANTO 729 3,4%
3 PEUGEOT 108 641 3,0%
4 KIA RIO 627 2,9%
5 FORD FIESTA 598 2,8%
6 VOLKSWAGEN GOLF 576 2,7%
7 OPEL CORSA 569 2,7%
8 TOYOTA AYGO 568 2,7%
9 TOYOTA YARIS 540 2,5%
10 PEUGEOT 208 496 2,3%
11 HYUNDAI I10 458 2,1%
12 SKODA CITIGO 439 2,1%
13 RENAULT NY CLIO 427 2,0%
14 CITROEN C1 414 1,9%
15 SKODA FABIA 392 1,8%
16 SKODA OCTAVIA 388 1,8%
17 CITROEN C3 384 1,8%
18 RENAULT CAPTUR 364 1,7%
19 VOLKSWAGEN POLO 355 1,7%
20 HYUNDAI I30 331 1,5%
Total top 20 10.033 47,0%
Øvrige 11.328 53,0%
Total 21.361 100,0%

 

Kilde: De Danske Bilimportører

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here