Økologisk Råd kræver reelle brændstoftal

0

Literforbruget ved virkelig kørsel bør også oplyses på energimærket, mener Det Økologiske Råd, der ønsker bilernes forbrug opgivet efter de mest realistiske forbrugsnormer.

Du kender det nok selv: Der er et pænt stykke fra dit daglige forbrug af benzin eller diesel til det, din bil er opgivet til at kunne køre pr. liter. Sådan er det bare… men sådan skal det ikke være, lyder det fra Det Økologiske Råd i Motor-magasinet.

Der er nemlig himmelvid forskel for en bilejers benzinbudget på, om bilen kører f.eks. 23,5 km per liter eller 16,4 km per liter i den daglige kørsel.

“Det bør være virkelige forbrugstal, der indgår i overvejelserne ved købet,” siger Det Økologiske Råds transportmedarbejder, Jeppe Juul, der også er miljøforeningens mand i Transport & Environment i Bryssel.

Den nye standard, WLTP, der afløser den hidtidige, NEDC, som vi opgiver i vores test her på Hvilkenbil.dk, blev faktisk allerede indført i september for nye biltyper. Men fra september 2018 skal også eksisterende modeller opgive brændstoftal efter WLTP-normen.

Og når man alligevel skifter testmetode, bør Færdselsstyrelsen revidere energimærkningen for biler, så det virkelige brændstofforbrug bliver grundlaget, lyder miljøforeningens opfordring.

Den ny metode WLTP er ganske vist mere retvisende end NEDC, men helt retvisende bliver det først, hvis RDE (Real Driving Emissions, udledning ved virkelig kørsel) indgår, pointerer Jeppe Juul.

“Vi har mest af alt brug for retvisende tal. I øjeblikket er det hat og briller med afvigelser på 40-50 procent i forhold til virkelig kørsel. Man bør bruge anledningen til at revidere ordningen, så man giver plads til RDE,” siger han i Motor-magasinet.

Vildledende tal
Ifølge Det Økologiske Råd manipulerer bilproducenterne bevidst forbrugerne. 

“Bilfabrikanterne ved udmærket, hvor langt bilerne kører på literen, men de nøjes med de officielle tal, som de manipulerer i forbindelse med testningen for at se så godt ud som muligt, lyder det fra Jeppe Juul.

“I min optik er det i modstrid med markedsføringsloven i Danmark. Forbrugerne bliver vildledt, når virksomhederne godt ved, at testresultaterne ikke giver det reelle brændstoftal.”

“Når bilindustrien selv ved, hvor langt bilerne kører på literen, så skulle der være plads til at angive det reelle tal på energimærket,” slår han fast.

Rådet peger på, at elbiler allerede markedsføres med både det officielle NEDC-tal og det reelle tal for energiforbrug.

FAKTA: WLTP vs. NEDC

I 1992 indførte man den nye europæiske kørecyklus (New European Driving Cycle, NEDC. Siden da har man brugt proceduren til at bestemme køretøjernes brændstofforbrug og emissionsværdier. Imidlertid er betingelserne for denne laboratorietest ikke realistiske, når det gælder bestemmelse af realistiske forbrugs- og emissionsværdier.

I september 2018 erstatter en ny mere realistisk kørecyklus, kaldet WLTP (Worldwide Harmonized Light Vehicles Test Procedure), NEDC. Denne laboratorietest suppleres af en emissionstest, der måler forurenende stoffer direkte på vejen: RDE (Real Driving Emission).

De nye testprocedurer giver forbrugerne bedre mulighed for at estimere deres køretøjs brændstofforbrug og emissioner i fremtiden.

Det betyder dog intet for, hvor langt du reelt kører på literen i bilen.

Det kan derimod komme til at betyde noget for, hvad du skal betale for din nye bil, for både registrerings- og ejerafgiften er afhængig af det officielle forbrugstal.

FAKTA:

Forskellen mellem ny og gammel målemetode for brændstofforbrug i personbiler

NEDC (nuværende) / WLTP (ny)

Antal testcyklusser: 1 / Op til 4
Cyklustid: 20 minutter / 30 minutter
Cyklusafstand: 11 Kilometer / 23,25 Kilometer
Kørefaser: 2 / 4 (mere ikke-bymæssig brug)
Gennemsnitshastighed: 34 km/t / 46,5 km/t
Højeste hastighed: 120 km/t / 131 km/t
Effekt af ekstraudstyr: Ingen / Ja
Gearskift: Fast / Variabel
Testtemperatur: Mellem 20 og 30 °C / 23 °C

Kilde: Alphabet.com

Læs også: Reelt forbrug er 38 pct. højere end EU-norm

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation