Opel Astra er mere solid end prangende

BILTEST: Den kører godt, ser godt ud og udstråler soliditet. Men som ladehybrid er prisen på Opel Astra i den dyre ende.

Hvilken bil?

Den nye Opel Astra er 12. generation, hvis vi regner Kadett med, og den første udviklet under Stellantis-paraplyen. Storebror i familien er Peugeot 308, som Astra deler teknik med, men tyskeren er stadig bygget i Rüsselsheim med helt distinkte Opel-særpræg i design, instrumentering og indretning.
Testbilen er ladehybriden i næsthøjeste udstyrstrim, GS, til 390.000 kroner. Opel forventer at sælge flest af topversionen Ultimate, der koster 20.000 kr. mere. Den er først kommet som 5-dørs og dukker senere i år op som stationcar, der sædvanligvis er mest populær i Danmark.
Ladehybriden kan fås fra 340.000 kr., men finder man kombinationen af opladning og benzin uhensigtsmæssig, så er Astra som ren benziner et alternativ til 310.000 kr. i en ganske veludstyret Edition-variant med 3-cylindret, 1,2 liters turbomotor med 110 hk og 6-trins manuel gearkasse.

Vidste du at?

En 1,5 liters diesel med 130 hestekræfter produceres, men den danske importør tager den i øjeblikket ikke hjem. En beslutning formentlig taget som konsekvens af den generelle uvilje mod dieseler, men også fordi prisen stak helt af.

Da Astra blev introduceret i Danmark, var prislappen for de to femdørs Astra-dieseler henholdsvis 450.000 og en halv million kroner.

Danskerne har tidligere været voldsomt begejstrede for Astra – den blev Årets Bil i både Danmark og Europa i 2016, og salget gik strygende. Men fem år senere var interessen tæt på uddød. I 2021 solgte Opel kun 332 styk Astra, i 2022 var tallet helt nede på 125.
Så noget skal ske. Senere i år kommer stationcaren – nå nej, Sport Tourer hedder den – der har seks centimeters længere akselafstand end den 5-dørs hatchback og et meget kvadratisk bagagerum på 516 liter i plug-in-hybriden, 164 liter mere end den 5-dørs.
Inden 2023 bliver til 2024, skulle Astra også komme som ren elbil, hvilket harmonerer fint med Opels udmeldte planer om allerede i 2028 udelukkende at producere elektriske biler.

Hvordan er førerpladsen?

Først og fremmest skal Opel have ros for de såkaldte AGR-forsæder. Aktion Gesunder Rücken-sæderne har i flere år været en mulighed i flere Opel-modeller, og i den nye Astra er de standard. AGR er udviklet af tyske fysio- og ergoterapeuter, der jo nok ved noget om, hvordan et godt sæde bør indrettes med utallige indstillingsmuligheder.
Standard er også varme i rattet. Og apropos rat: Peugeot holder fast i det særprægede i-cockpit, hvor man aflæser de centrale instrumenter over rattet. Det kan betyde, at rattet dækker for nogle af instrumenterne, hvis man har brug for at justere rattet meget opad for at få plads til sine lår. I Astra er indretningen helt klassisk, og det fungerer.
I den digitale instrumentering kaldet Pure Panel Pro indgår fysiske knapper til justering af klimaanlæg, sædevarme og varme i rattet, og det er vi glade for her på Hvilkenbil. Så alt i alt er det en virkelig velindrettet førerplads.

Hvordan opleves kabinen?

Hvor pladsen ved forsædet er glimrende, er der mindre grund til begejstring på bagsædet. Når mine 188 centimeter er installeret i førersædet, er en tilsvarende voksen på venstre bagsæde beklemt ved situationen.
Det er ærgerligt, og manglen på plads bliver også tydelig i ladehybridens bagagerum, der ikke napper mere end 352 liter. Forklaringen er batterierne under bagagerummets gulv – vælger man benzineren, tager bagagerummet 422 liter.

Er sikkerheden i orden?

Ved Euro NCAP-testen i maj måtte Astra nøjes med fire stjerner. Det er ikke godt nok for et estimeret bilmærke, og slet ikke når langt de fleste testede biler kørte gennem 2022 med de maksimale fem NCAP-stjerner.
Fire stjerner gør langtfra bilen farlig at opholde sig i, men den femte stjerne falder fra, fordi kollisionssikkerheden ikke er optimal: Beskyttelsen af voksnes og store børns brystkasser er kun gennemsnitlig ved frontalkollision. Peugeot og dermed Opel har sparet på den automatiske nødbremse, der kun er semi-avanceret, og fordi fraværet af en airbag mellem forsæderne også trækker ned.
Alle Astra har adaptiv fartpilot med vognbaneassistent, og assistenten fungerer generelt udmærket. LED-forlygter er standard, fra højeste udstyrsniveau, Ultimate, hedder de Intellilux LED-Pixel Matrix. De har 168 enkelt-LED-elementer der gør, at man kan køre med det lange lys tændt hele tiden uden at blænde foran- og modkørende. De er fantastisk effektive. P-sensor for og bag og 360 graders kameraet gør parkering sikker og overskuelig.

Hvordan kører den?

Trods en kampvægt på knap 1,7 ton balancerer ladehybrid-Astraen fint på knivsæggen mellem at være agil og stabil. Helhedsindtrykket som komfortabel og pænt støjdæmpet langtursbil er tæt på fornemt. Med en systemeffekt på 180 hestekræfter og et rimelig stramt styretøj kan man også få en god portion morskab ud af den på små, overskuelige sogneveje, hvis man er til den slags.
Peugeot leverer drivlinjen, og ganske som jeg har oplevet i 308’eren, halter samspillet mellem el og benzin en smule, når hastigheden reduceres. Når den 8-trins automatgearkasse gearer ned, har den en tendens til at rykke, og dertil kommer manglende smidighed i den rekuperation af strøm, som sker i alle hybridbiler: Selvom man holder et konstant tryk på bremsepedalen, sætter rekuperationen abrupt ind og resulterer pludselig i en kraftigere nedbremsning. Gnidningsløst er det i hvert fald ikke.
Til gengæld sker skiftet mellem el og benzin ved jævn kørsel og almindelig acceleration umærkeligt, faktisk så gelinde at man nogle gange er i tvivl om, hvorvidt man kører på benzin eller el.

Hvordan er motoren?

Batteriet er på 12,4 kWh og giver på en lun sommerdag i medvind og i øvrigt under optimale forhold en elektrisk rækkevidde på 68 kilometer. Det vil sjældent ske.
Når batteriet er tomt, præsterer bilen ikke ret meget mere end 14 kilometer pr. liter benzin, men hvis man bruger sin ladehybrid-Astra efter hensigten, altså sørger for at lade den fuldt op så ofte som muligt – så vil man med et dagligt pendlerbehov på 80 kilometer i runde tal kun bruge tre liter benzin på den strækning hver dag. Med billig strøm hældt på om natten, giver regnestykket nogenlunde mening.

Men lad dig ikke forføre af fabriksopgivelsen – den såkaldte WLTP-norm – på 90,9 kilometer på literen. Det er en meget virkelighedsfjern måde at opgøre forbruget på og en af grundene til, at alt taler for helt at fjerne afgiftslettelsen på ladehybrider.

Passer prisen?

Astra er blevet en dyr bil, og 390.000 kr. for testbilen GS er i overkanten. Mest fornuftige køb må være Elegance til 360.000 kr., hvor det eneste, man umiddelbart savner, er regnsensor.

Er der alternativer?

Søsterbilen Peugoet 308 er indlysende den nærmest sammenlignelige. Skal udstyret svare til Astra GS, hedder franskmanden Allure, og prisen er 415.000 kr., altså 25.000 kr. mere. 308’eren ser rasende godt ud, men et godt udseende gør det ikke alene – den er med andre ord også for dyr.
Generelt har ladehybriderne fået et lille, velfortjent prishug fra årsskiftet. Kia Ceed, der som ladehybrid kun fås som stationcar (SW) er ubetinget det billigste køb i klassen. Prisen for en veludstyret Upgrade er 325.000 kr. Den let forhøjede XCeed fås som femdørs plug-in til samme pris.
VW Golf eHybrid med 204 hk og Cupra Leon TSI eHybrid med 245 hk fås til henholdsvis 390.000 og 395.000 kr. – især prisen på Cupraen synes fornuftig. Renault skulle i skrivende stund stadig have nogle Megane plug-in-hybrider stående på lager; den topudstyrede R.S. Line fås til 346.000 kr., stationcarvarianten kan ifølge Renaults hjemmeside bestilles til 350.000 kr. med Techno-udstyr.

Konklusion:

For: Førerplads, forsæder, køreegenskaber
Imod: Plads på bagsædet, pris, sikkerhed
Hvilkenbil siger:

Astra er skarpt designet, langt fra tidligere tiders blød hat og cerutstump. Dens bundniveau er over gennemsnittet, AGR-forsæderne er guld værd og køreegenskaberne fine. Men den slår ikke benene væk under nogen, prisen er for høj, og den er det, min gamle matematiklærer om mine kundskaber på en venlig dag beskrev som solide, men ikke prangende. Om det er nok til at reparere på de seneste års meget sløje salgstal er tvivlsomt.

FAKTA: Opel Astra PHEV 5-dørs GS

Vejl. pris, inkl. lev.: 390.000 kr.
Anslået kontantrabat: * 10.000 kr.
Billigste: 310.000 kr. (1,2 T Edition)
Privatleasing: Pt. ikke muligt.
Årlig ejerafgift: 740 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): (2022)
Antal airbags: 6
Længde/bredde/højde: 437/186/144 cm
Bagagerum (min/max): 352/1.122 liter
Vægt: 1.678 kg
Anhængervægt (m/u bremser): 1.450/750 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter turbobenzin
Batteri: 12,4 kWh
Systemeffekt: 180 hk
Rækkevidde på el: Op til 68 km
Opladning: Tre timer og 25 minutter (3,7 kW), en time og 40 minutter (7,4 kW)
Forbrug (EU-norm): 90,9 km/l (25 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 13,9 km/l
0-100 km/t: 7,6 sek
Topfart: 225 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger-registrering, adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, blindvinkel-advarsel, vejskiltegenkendelse, nødopkald, træthedsregistrering, LED-forlygter, p-sensor for og bag, 360 graders kamera, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 2-zonet klimaanlæg, ergonomiske forsæder m. varme, elektrisk indstilling af førersæde m. memory, varme i rattet, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 10 tommer digital instrumentering, 10 tommer infotainmentskærm, bluetooth, Apple Carplay/Android Auto, nøglefri betjening, 17 tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Metallak: 8.000-12.000 kr.

mortenk@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here