Pas på rust i din elbil

0
37
rust

I jagten på lav vægt kan elbiler være mere udsatte for rust, viser en tysk undersøgelse. Løsningen kan være ekstra rustbeskyttelse.

Rust er de senere år nærmest blevet udryddet, da fabrikanterne har fået godt styr på materialerne og ofte tilbyder op til 12 års garanti mod gennemtæring.

Men med mylderet af elbiler er rust igen blevet en faktor, man skal tage hensyn til. Tyske TÜV (Technisher Überwachungs-Verein) har i 2022 på baggrund af synshallernes indrapporteringer behandlet 9,6 millioner typer data på 226 bilmodeller.

Og tilbagemeldingerne fra synshallerne viser en tendens, der tyder på, at elbiler ikke er rustbeskyttet på samme effektive vis som andre biler.

“Ved elbiler medfører jagten på rækkevidde, at letvægt spiller en stor rolle,” siger Marco Oehler, der er teknisk chef ved GTÜ (Gesellschaft für Technische Überwachung mbh) til AutoBild.

Elbilernes batterier vejer godt til, og skal man have så mange kilometer som muligt ud af en opladning, skal man hente nogle kilo. For eksempel ved at benytte tyndere metal og gøre mindre brug af galvanisering.

Samtidig vil elbiler typisk have flere hulrum i karrosseriet frem for massive plader, og for at støjdæmpe fyldes hulrummene af letvægtsskum, og skum suger fugt. Fugt i hulrum er ikke lige sådan at opdage, og dermed kan rusten i ro og mag få lov at udvikle sig.

Kan gå ud over sikkerheden

En meget uheldig “sidegevinst” af den ringere rustbeskyttelse kan ifølge ADAC-ekspert Maximillian Bauer være nedsat kollisionsbeskyttelse.

“Rust har betydning for en bils crashsikkerhed. I særdeleshed når der er rust i bilens bærende dele,” siger han til AutoBild.

Elbiler kan efterbehandles

Danske rustbeskyttelsescentre – eksempelvis Dinitrol, Pava og Suhvo – oplyser på deres hjemmesider, at de har ekspertise udi kunsten at rustbeskytte elbiler. FDM har tidligere opfordret elbilister til at benytte centre, der har de rette såkaldte sprøjteskemaer til elbilerne, har uddannet personale og er omfattet af en kontrolordning.

mortenk@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here