Polestar klar med vild crossover uden bagrude

Polestar 4 har masser af kræfter, lang rækkevidde og markant design. Den kinesisk-svenske crossover kommer til Danmark i foråret 2024.

Polestar blander begreberne med mærkets nyeste model, der netop er afsløret hjemme i produktionslandet Kina. Fabrikken kalder selv Polestar 4 for en SUV-Coupé – altså en hybrid mellem en høj og praktisk SUV og en lav og elegant coupé.

Man kunne også være kedelig og kalde Polestar 4 en crossover. Sammenlignet med den store SUV Polestar 3, som fabrikken afslørede sidste år, er Polestar 4 væsentligt lavere og mere personbilsagtig. Ja, på mange måder minder den om Polestar 2, bare længere, bredere og lige de syv cm højere, der placerer den mellem SUV og personbil. Og dermed som en biltype, som de fleste andre kalder en crossover…

Det har vi ikke set før: Polestar 4 har ingen bagrude – det skal være med til at reducere luftmodstanden.
Kamera i stedet for bagrude

Uanset betegnelse er der ikke noget kedeligt eller forudsigeligt over Polestar 4. Designchef Maximilian Missoni bygger videre på mærkets både skarpe og velproportionerede linjer, tilsat en ægte overraskelse – der er ingen bagrude! I stedet er der monteret et kamera, der kigger bagud og sender et widescreen-billede op i bakspejlet. Ifølge Polestar giver det bedre overblik bagud, lavere luftmodstand og gør det muligt at trække det standardmonterede glastag helt henover bagsædepassagerernes hoveder, uden at det går ud over hverken sikkerhed eller karrosseriets stivhed.

At man så lige skal vænne sig til, at den manglende bagrude giver et look, der minder lidt om militærets pansrede Humvees, er en anden snak. Men vil du skille dig ud fra de andre elbiler hjemme på villavejen, er Polestar 4 svær at komme uden om.

Andre detaljer som de enorme hjul på op til 22 tommer, dobbelte LED-kørelys for og den smalle, tværgående baglygtestribe afslører straks, at her kører en Polestar. Modsat Polestar 2 er her ingen kølergrill, hvilket tydeliggør, at der er tale om en elbil. Lighederne med Volvos design er næppe tilfældige. Polestar udspringer af det svenske bilmærke, og ejes som Volvo af kinesiske Geely.

Selvom Polestar taler om SUV-coupé design, er der hverken rails eller plasticskærmkanter på Polestar 4. 3 meter mellem akslerne skal give god plads på bagsædet.
Mest potente Polestar

Polestar 4 har flere overraskelser oppe i de elegante ærmer. Topudgaven får firehjulstræk og to elmotorer med en samlet ydelse på 400 kW (544 hk). 0-100 km/t nås på 3,8 sekunder, og dermed bliver Polestar 4 mærkets hidtil kraftigste og hurtigste model. Alligevel er rækkevidden pæne 560 km, hvilket skyldes, at Polestar 4 altid er udstyret med et stort batteri på 94 kWh. I basismodellen med baghjulstræk og en enkelt elmotor med 200 kW (272 hk) rækker det til 600 kilometer på en opladning.

Batteriet kan lades med op til 200 kW i en lynlader og op til 22 kW derhjemme på vekselstrøm. Dermed kan en fuld opladning klares på 5,5 timer i privaten, mens du kan lade 10 til 80 pct. på en halv time på langturen. Modsat Polestar 2 bliver varmepumpe standard. Godt nyt for os danskere, der ofte kører i køligt vejr, og dermed kan se frem til længere rækkevidde i vinterhalvåret.

Ud over en masse sikkerhedsassistenter, som Polestar råder over gennem Volvo, skal moderne og hurtig software også være et salgsargument. Teknologien kommer fra Google, og sammenlignet med Polestar 2 er infotainmentskærmen nu en stor og vandretplaceret sag på hele 15,4 tommer.

Et andet argument er udpræget brug af genbrugsmaterialer på alt fra sæder over instrumentpanel og dørsider til gulvtæpper.

Den 15,4 tommer store skærm ligner noget, vi kender fra Tesla Model 3 og den nye VW ID.7. Trådløs Apple Carplay og Google styresystem er standard.
Priser fra en halv million

Polestar 4 sendes først ud til det kinesiske hjemmemarked. Herhjemme ser vi den i løbet af foråret 2024. De danske priser er endnu ukendte, men vil naturligvis placere sig et sted mellem Polestar 2 og den store Polestar 3, der lanceres i Danmark til efteråret til priser fra 800.000 kr. Et godt bud på Polestar 4-priser vil derfor være ca. 500.000 kr. for basisudgaven, mens topudgaven med dobbeltmotor formentlig runder 700.000 kr.

Fakta Polestar 4:

Elektrisk fire-dørs crossover

Længde/bredde/højde: 484/214/155 cm
Akselafstand: 300 cm

Range Single Motor:
94 kWh batteri
200 kW (272 hk), 343 Nm
Topfart: 180 km/t., 0-100 km/t.: 7,4 sek.
Rækkevidde (WLTP): op til 600 km

Long Range Dual Motor:
94 kWh batteri
400 kW (544 hk), 686 Nm
Topfart: 200 km/t., 0-100 km/t.: 3,8 sek.
Rækkevidde (WLTP): op til 560 km

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here