Priser på brugte biler vil stabilisere sig i 2023

Stigende nybilspriser vil bremse prisfald på de brugte biler. Men priserne på dyrere brugte opladningshybrider vil fortsat være under pres.

Brugtbilmarkedet begyndte at buldre op under corona, hvor det var svært at skaffe nye biler. Men i efteråret bremsede markedet for brugte biler op, og senest er priserne på brugte biler begyndt at falde.

Men i det nye år vil brugtvognsmarkedet stabilisere sig. Det forventer markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen.dk.

”Jeg forventer, at priserne falder en smule i januar, men herefter flader de ud,” siger han til Hvilkenbil.dk.

Ifølge eksperten er der to årsager til, at markedet for brugte biler snart vil finde et stabilt leje.

”Dels så stiger priserne på de nye biler markant. Dels så vil der ske en forskydning over mod de brugte biler, fordi de nye er så dyre, og forbrugerne får færre penge til rådighed i forbindelse med bilkøbet. Det får dem til at søge mod de brugte, og det medfører så en stigende efterspørgsel på brugte biler, der får prisfaldene til at stoppe,” forklarer Jan Lang om sammenhængen mellem ny- og brugtvognsmarkedet. 

Han kan allerede nu se, at prisfaldene er stoppet på mikrobiler og til dels på minibiler, ligesom MPV’erne heller ikke falder i pris længere.

Dyre biler falder mest

Men til gengæld falder dyrere biler over 500.000 kr. i pris. Ifølge redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling kan det sagtens være en følge af den kraftigt stigende inflation, som de danske husholdninger har oplevet i halen på Ruslands invasion af Ukraine.

”Når familien har brug for en anden bil, men har færre penge til rådighed, er det naturligt at finde en lidt billigere bil, og den faldende efterspørgsel sætter sig i priserne,” siger Jens Velling.

Han vurderer også, at der nu igen er kommet bedre gang i leverancerne af nye elbiler, der tiltrækker kunder, som ellers kunne være potentielle kunder til en dyrere brugt bil.

Bilbasen.dks tal viser, at det især er prisen på de dyrere ladehybrider som fx BMW 545e, der er under pres.

”De dyre plug-in hybrider rettes massivt ned i pris i øjeblikket, samtidig med at deres liggedage stiger uge for uge,” slår markedsanalytiker Jan Lang fast.

”Udvalget af elbiler vokser også og tiltrækker flere købere i takt med at ladenettet udbygges. Samtidig er mange forbrugere nok er nået frem til, at opladningshybriderne er en overgangstype bil, der også er steget i pris på grund af indfasning af registreringsafgift, ligesom på elbilerne. Det betyder, at en del kunder nu vælger opladningshybriderne fra, ” lyder forklaringen fra Jens Velling fra Hvilkenbil.dk.

Elbilerne er efterhånden også ved at være færdige med at falde i pris, oplyser Bilbasens Jan Lang.

”Årsagen er udsigten til, at en række elbiler sættes op i pris til nytår af afgiftstekniske årsager og/eller at importørerne har varslet prisstigninger på en række modeller i den kommende tid.”

Når priserne på nye elbiler stiger, er det med til at holde hånden under priserne på de brugte elbiler.

FAKTA 

Oversigt over prisrettelser i uge 50 for brugte elbiler:
300.000 – 399.999 kr: 115 (117)*
400.000 – 499.999 kr: 155 (172)*
500.000 – 599.999 kr: 132 (128)*
* antal rettelser i ugen før
Elbilerne blev i snit sat 13.881 kr. ned i snit.
Kilde: Bilbasen.dk 

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here