Regeringen vil slukke for din bilradio

0

Senest om tre år skal FM-båndet nedlægges foreslår regeringen i sit nye medieudspil. Bliver det vedtaget, vil det betyde radiotavshed i to tredjedele af den danske bilpark, der ikke har digital bilradio.

Allerede i 2021 – og gerne før – skal FM-bådet nedlægges. Det foreslår regeringen i sit nye medieudspil. Bliver det vedtaget, vil det især ramme de danske bilejere. For mens mange danske husstande i dag råder over radioer eller computere, der kan modtage det digitale DAB+ radiosignal, er det fortsat en sjældenhed i biler: Faktisk vil forslaget gøre bilradioen ubrugelig i to af de tre millioner biler, der i dag kører rundt på de danske veje.

Hos den danske bilistorganisation FDM protesterer man skarpt imod forslaget:

”Der er ingen tvivl om, at radiolytning går mod at blive stadig mere digital. Også i bilen. Men at slukke for FM-båndet om allerede tre år, synes vi, er en dårlig idé. Ikke mindst fordi de fleste bilejere vil skulle investere i en ny dyr radio. Hvis man virkelig vil fremme digital radio, kunne man begynde med at fjerne registreringsafgiften på digitale radioløsninger,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk til FDM’s hjemmeside, fdm.dk.

FDM peger også på, at en lukning af FM-båndet kan gå ud over trafiksikkerheden. Vigtige trafikmeldinger om f.eks. udrykninger og bilkøer fungerer nemlig ikke særligt godt på de digitale radiokanaler.

FM er fyldt op
Når politikerne overhovedet taler om at lukke FM-båndet skyldes det, at det populært udtrykt er ved at være brugt op; der er simpelthen ikke plads til flere kanaler. På et eller andet tidspunkt skal FM-radioer altså pensioneres til fordel for en digital løsning som f.eks. DAB+. Men digitale bilradioer er fortsat sjældne. FDM har undersøgt de fem mest solgte bilmodeller i Danmark og konstaterer, at kun én af de fem – Nissan Qashqai – har det som standard, én har det kun i dyreste udstyrsvariant, en anden fås slet ikke med digital bilradio, mens det er dyrt ekstraudstyr til to bilmodeller.

I nogle biler kan en DAB+ bilradio eftermonteres – typisk for en udgift omkring 5.000 kr. Forestiller man sig, at de to millioner biler der i dag ikke har digital bilradio skal have den eftermonteret, vil det altså pålægge de danske bilejere en samlet merudgift på 10 milliarder kroner.

FDM mener derfor, at regeringen er for tidligt ude med forslaget om at nedlægge FM-båndet inden for de næste tre år. Ifølge DR Medieforskning sker knapt to tredjedele af al radiolytning da også fortsat på FM-båndet, mens de resterende 32 procent sker digitalt.

Politisk har der tidligere været ønske om at nedlægge FM-båndet så tidligt som 2019.

Læs også: Mister du forbindelsen 1. oktober?

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation