Renault anklages for fusk med udslip

Ifølge en undersøgelse findes der ‘stærke indikationer’ på, at Renault kan have fusket med udslippet i mange bilmodeller på samme måde som VW. Miljøsvindlen kan have stået på i 25 år.

Er det virkelig kun VW, der har fusket med udstødningen fra deres biler, så de kun lever op til skrappe miljøkrav i særlige laboratorietests?

Mange har stillet spørgsmålet siden efteråret 2015, da VW blev afsløret i at have installeret en særlig ‘snyde-software’ i mere end 10 millioner biler. Softwaren gjorde det muligt at leve op til skrappe miljøkrav i laboratorietests, men ude i virkelighedens verden overskred VW miljøkravene mange gange. Siden rullede den såkaldte ‘dieselgate’, og siden har flere bilmærker været under mistanke for at gøre som VW.

Netop nu er Renault på anklagebænken. Ifølge en undersøgelse foretaget af det franske finansministeriums særlige afdeling mod svindel, som nyhedsbureauet AFP har fået indsigt i, er der ‘stærke indikationer’ af, at den franske bilproducent har benyttet lignende metoder for at klare de skrappe miljøkrav til både diesel- og benzinmotorer. Angiveligt har svindlen med bilernes udslip stået på i 25 år, bl.a. i Renaults populære Clio-model helt tilbage til 1990.

Ifølge efterforskerne har svindlen været kendt af Renaults ledelse – inklusive koncernens højt profilerede topchef, Carlos Ghosn. Derfor ønsker de franske efterforskere angiveligt at holde Ghosn ansvarlig for lovovertrædelserne.

Renault afviser
Renault afviser anklagerne og kalder undersøgelsen ‘ubalanceret’. Derudover ønsker koncernen ikke at kommentere yderligere med henvisning til, at undersøgelsen fortsat er hemmeligstemplet.

Renault har tidligere været under anklage for at fuske med især udledningen af sundhedsskadelige NOx-partikler. I 2015 kom det frem, at modellen Espace udledte 25 gange så mange NOx-partikler som EU tillader. Så sent om i januar 2016 ransagede fransk politi fabrikkens tekniske hovedkvarter i jagten på beviser på overlagt snyd. Renault har dog hele tiden benægtet, at man har benyttet sig af snyde-software a la VW, men at man tværtimod har levet op til gældende miljøkrav i EU.

Læs også: Renault har ikke snydt men…

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here