Renault vil være Danmarks nr. 3

Renault har en seks-punkts plan, der skal gøre mærket til Danmarks tredje mest solgte i 2015. Mest afgørende er en ny crossover og mere fart i et skuffende Twingo-salg.

Renault har medvind på det danske marked. 2014 blev et godt år, hvor Renault og det rumænske discount-søstermærke Dacia tilsammen øgede markedsandelen fra 7 til 7,9 procent. Samtidig rykkede Renault/Dacia en plads op af rangstigen til en position som Danmarks 4. mest solgte bilmærke.

Men Renault Danmark har appetit på mere. I år skal Renault/Dacia erobre 8,4 procent af det samlede bilsalg og dermed indtage positionen som landets tredje mest solgte bilmærke, kun overgået af VW og Ford.

Målet kan ikke nås med et enkelt kunstgreb. I stedet satser den danske Renault-importør på en seks-punkts-plan:

  • Der skal skub i salget af den lille Twingo, der ind til videre har skuffet
  • Nye modeller som en kompakt crossover og kampagne-udgaver af Clio
  • Dacia skal øge markedsandelen fra 1,4 til 1,8 pct.
  • Fortsat vækst i salget af varebiler
  • Øget salg af flådebiler – fx elbiler til det offentlige
  • Større kundetilfredshed med konceptet ”the Renault way”

 

”Salget af den nye Twingo har ind til videre skuffet lidt”, erkender Søren Hyltoft, pressechef hos den danske Renault-importør.

”Med sit baghjulstræk er den anderledes end konkurrenterne, og kræver måske lidt mere forklaring i salgslokalet – kunderne skal måske overbevises om fordelene ved hækmotor og baghjulstræk. Endelig har markedsføringen nok været lidt for meget orienteret mod kvinder”, vurderer Søren Hyltoft.

Det skal en mere aggressiv reklamekampagne, der også omfatter gode tilbud på privatleasing, lave om på i 2015. Målet er at sælge mindst 200 Twingo’er om måneden i en mikroklasse, der fortsat er stor, men taber terræn til de lidt større biler.

Dem har Renault dog også mange af. Clio er en bestseller i miniklassen, og den skal gøres endnu mere attraktiv i kampagne-udgaven GT Line. Her er der styling-detaljer som 16-tommer alufælge og nye LED-kørelys til feinschmeckerne for 10.000 kr. ekstra.

Kadjar er årets største Renault-nyhed
Helt nye modeller skal også løfte Renault-salget. Her er en ny kompakt-crossover, der får navnet Kadjar og baseres på teknikken fra søsterbilen Nissan Qashqai, årets vigtigste nyhed for Renault. Senere følger nye udgaver af Renaults største modeller, ur-MPV’en Espace og firmaflyderen Laguna, men de vil snarere løfte Renaults image frem for salgstallene. Sidst på året dukker en ny generation af Golf-konkurrenten Megane op, men den vil først for alvor løfte Renault-salget i 2016.

2015 bliver til gengæld et godt år for Dacia, vurderer importøren. I år vil Renaults rumænske discountmærke nemlig stille med fuldt modelprogram herhjemme, og det skal løfte Dacia salget med mere end 25 procent.

”Det tror vi kan lade sig gøre, uden at vi egentlig gør en særlig indsats for det,” siger Søren Hyltoft. Han vurderer, at Dacia på sigt kan vokse sig til en markedsandel på 2 til 2,5 procent – og at det især vil være crossovermodellerne Sandero Stepway og Duster, der skal trække læsset.

Men hvad med de helt billige modeller som Sandero? Dacia slår sig jo op på at være billigst.

”Konkurrencen i den billigste ende af markedet har nok overrasket os en smule, og vi må erkende, at Sandero er kommet lidt skævt ind på markedet rent prismæssigt. Men vi justerer ikke priserne på Sandero – salget kommer alligevel til at ligge på den dyrere Sandero Stepway og den større Duster,” siger Søren Hyltoft.

Han understreger, at Dacia har gjort det bedre end forventet i Danmark. Målet for 2014 var at nå en markedsandel på 1,0 procent – Dacia nåede 1,4 procent.

Læs også: Er det her den rigtige Dacia til danskerne?

Test: Renault Twingo vinder på charmen

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here