Revolutionerende teknik i ny Mazda 3

4

Fjerde generation af Mazda 3 byder på verdens første benzinmotor, der selvantænder som en diesel. Både hatchback og sedan kommer til Danmark til foråret med masser af standardudstyr.

På biludstillingen i Los Angeles er sløret faldet for fjerde generation af Mazda 3. At dømme efter de første billeder og oplysninger kan den japanske Golf-spiller meget vel blive en af de mest spændende bilnyheder i 2019. Ikke mindst i Danmark, hvor den lille mellemklasse er særdeles populær.

Mazda har skærpet det såkaldte Kodo-formsprog på deres 3’er med et design, der er strippet for pynt og skarpe streger. Mazda 3 bevarer nærmest på millimeter sin forgængers størrelse – længden skrumper en enkelt cm til stadigt lange 446 cm – men linjerne er mere runde og svulmende end før. Især den lange motorhjelm og en særdeles kraftig C-stolpe giver Mazda 3 et både enkelt og muskuløst udtryk. Og så ikke et ondt ord om den blinde vinkel, der ser ud til at blive enorm…

Mazda 3 holder fast i sit formsprog, men stilen er strammet betydeligt og helt fri for pynt.

Også indvendig dyrkes den japanske ‘mindre er mere’ æstetik: Rattet ser nærmest klassisk ud med tynde eger og ratkrans, mens delvist digital instrumentering understreger, at Mazda 3 er en moderne bil. En knapt ni tommer bred infoskærm er elegant integreret i midterkonsollen, der brydes af en bred, tværgående bjælke beklædt med blød overflade, der fortsætter ud i dørsiderne. Ifølge Mazda har materialerne fået et mærkbart kvalitetsløft, lige som støjdæmpningen skulle være langt bedre. Det lyder godt, for netop støjen har altid været et af få kritikpunkter i den japanske Golf.

At Mazda tager komforten alvorligt denne gang understreges af forsæderne: Mulighed for at indstille selve sædets vinkel, så du altid får den rigtige støtte under lårene, bliver standard. 

Helt i tråd med lækrere overflader og mindre støj flotter Mazda sig med udstyret. Selv basisudgaverne er født med fine detaljer som LED-forlygter, navigation og head-up display, der kaster informationer om bl.a. fart op på forruden.

Første motor af sin slags
Teknisk er den nye Mazda 3 rigtigt spændende, ja nærmest revolutionerende. Modellen bliver nemlig den første med Mazdas såkaldte Skyactiv X motor, der kører på benzin, men (selv)antænder brændstoffet ved hjælp af høj kompression som i en dieselmotor. Ifølge Mazda giver det flere fordele. Først og fremmest 30 procent lavere forbrug, men også bedre omdrejningsvillighed og speeder-respons, som vi kender det fra en god sugemotor uden turbo.

Også kabinen er præget af bløde, organiske former. Gearstangen er placeret højere, så der er kortere afstand mellem rat og gearstang. Navigation bliver standard.

Skyactiv X-motoren er på to liter og yder 181 hk. Hvor langt den så kører på en liter benzin, oplyser Mazda dog endnu ikke. Du kan læse mere om teknikken her. https://www.hvilkenbil.dk/mazda-vil-goere-benzinmotor-renere-end-el/

Andre bilproducenter arbejder med lignende teknik, men Mazda er først til at sætte ‘biesel-motoren’ i masseproduktion.

Mazda 3 vil også kunne fås med tre mindre benzinmotorer, som vi allerede kender. Dels en 1,5 med cirka 100 hk, dels en 2,0 med enten 121 eller 165 hk. Fælles for alle motorerne er, at de benytter ‘mild hybrid’ teknologi på 24-volt, der bl.a. gør start-stop systemet mere effektiv for at reducere brændstofforbruget.

Modsat flere konkurrenter vil Mazda også tilbyde en ny dieselmotor på 1,8 liter med 116 hk. Ægte hybridteknologi, hvor en benzinmotor kombineres med elmotor og batteri skal vi til gengæld ikke forvente. Mazda lægger ikke skjul på, at de tror på forbrændingsmotoren mange år endnu.

Kommer også som stor sedan
Sikkerheden får også et løft med flere aktive assistenter. Apropos den blinde vinkel, som de massive C-stolper ser ud til at producere, kan Mazda 3 fås med en avanceret blindvinkel-assistent. Den holder ikke blot øje med biler skråt bagud, men også tværgående trafik. Bakker du, bremser bilen automatisk, hvis du er ved at komme på tværs af andre trafikanter. Lidt ‘Big Brother’ er der også i Mazda 3: Et infrarødt kamera holder øje med chaufførens ansigt for at opdage tegn på træthed. Ser du træt ud, får du et advarende bip. Falder du i søvn, bremser Mazda 3 automatisk.

Også denne gang kommer Mazda 3 som velskabt sedan. Med en længde på 466 cm vokser den næsten op i firmaklassen.

Mazda 3 triller lige straks af samlebåndene hjemme i Hiroshima. Efter planen kommer de første biler til Danmark omkring 1. april – først som femdørs hatchback og kort efter som firedørs sedan. Sidstnævnte vokser i øvrigt til hele 466 centimeter. Meget passende så den kan tage konkurrencen op med en af de eneste andre sedaner i den lille mellemklasse, Honda Civic.

[email protected]

4 KOMMENTARER

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation