Sådan tjener Tesla mere end konkurrenterne

Tesla kan noget, som ingen andre bilfabrikker kan i dag: Tjene penge på opdateringer af allerede solgte biler – det giver både løbende indtægter og langvarige forhold til kunderne.

Tesla har et kneb, som konkurrenterne helt sikkert misunder den californiske elbil-producent: Tesla kan tjene penge på biler, de allerede har solgt – også selv om bilen sælges videre til en ny ejer flere gange.

Det handler ikke blot om værkstedsbesøg. Finten er, at Tesla udstyrer deres biler med en række tilvalg og funktioner, der lidt forenklet ‘ligger i dvale’ i bilens indbyggende computer. Det kan for eksempel være et program, der gør bilen selvkørende. Hvis køberen ikke har bestilt funktionen i første omgang, kan han vælge at købe det senere i form af en opdatering: Han behøver ikke engang køre forbi det nærmeste Tesla-værksted, men kan blot opdatere sin bil trådløst, når han har betalt for ydelsen.

Muligheden ligger allerede i Teslas to dyre modeller, S og X, men ventes at blive endnu mere udbredte i den kommende Model 3. Som Teslas hidtil mindste og billigste bil, ventes de fleste købere at spare mere på udstyret for at holde prisen. Hvis de fortryder eller måske har sparet op til det, kan de til gengæld vælge mellem et bredt tilbud af elektroniske opdateringer til deres Model 3 – lige fra autonom kørsel til en lang række services i bilens indbyggende infotainment-system.

Skal købe for 6.000 dollars
På den måde kan Model 3 ejeren holde sin bil opdateret – og Tesla fortsætte med at tjene penge længe efter, at kunden kørte sin nye Tesla ud over kantstenen første gang. Samtidig bevarer Tesla kontakten til kunden – noget som bilfabrikker ønsker, fordi det øger chancen for at kunden vender tilbage og køber sin næste bil hos samme mærke.

Ifølge den schweiziske bank UBS skal Model 3 køberne dog også tilkøbe udstyr og funktioner før Tesla begynder at tjene penge. Helt nøjagtigt skal der krydses af for ca. 6.000 dollars i listen over ekstraudstyr, før Tesla begynder at tjene penge. Chancen for at det sker, øges ved at kunderne kan blive ved med at opgradere Model 3 længe efter det oprindelige køb.

Tesla Model 3 kommer først til salg senere i år – og der er allerede ét års leveringstid på Teslas ‘elektriske folkevogn’.

Læs også: Elbiler snart billigere at eje end benzinbiler

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here