Sanktioner stopper Lada-produktion

0
17
lada

Sanktionerne begynder at virke i den russiske bilproduktion. Mangel på dele tvinger Lada til at stoppe produktion af sin topmodel.

Sanktionerne mod Rusland på grund af angrebskrigen mod Ukraine begynder at gøre ondt hos den russiske bilproducent Lada. Her er samlebåndene, der bringer topmodellen Xray (billedet) frem til russiske bilkøbere, nu stoppet. Ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel mangler der hele 1.500 af de 4.000 komponenter, der bruges til fremstillingen af Xray.

Xray er baseret på Dacia-teknik og designet af den britiske bildesigner Steve Mattin, der især er kendt for at være manden bag de foregående udgaver af Volvo-modellerne S, V og XC60. Mattin forlod for godt en måned siden Lada og Rusland. Ifølge hans LinkedIn-profil, hvor man kan se mange af de biler, som han har været med til at designe, er han åben for nye jobmuligheder.

Dropper ABS og airbags

Det er især mere avancerede dele, der ikke længere når frem til Avtovaz-fabrikkerne, der står bag mærket Lada. Af samme grund fortsætter Lada dog med at fremstille ældre og mere simpelt konstruerede bilmodeller som Vesta og den efterhånden ikoniske offroader Niva. Det kan dog kun lade sig gøre, fordi man simpelthen undlader at udstyre disse modeller med avancerede komponenter som ABS-bremser og airbags.

Trods de klare forringelser bliver Lada-modellerne dog ikke billigere. Tværtimod er de steget voldsomt i pris. En Vesta, der også er baseret på teknik fra Renaults discountmærke Dacia Sandero, koster nu, hvad der svarer til mere end 400.000 danske kroner.

Avtovaz, der fremstiller Lada, var indtil for nylig ejet af franske Renault. Ruslands invasion af Ukraine fik dog Renault til at sælge sine aktier, så Avtovaz nu er overladt til sig selv uden adgang til vestlig teknologi og komponenter.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here