Scala bliver Skodas lavpris-Golf

0

Skoda løfter sløret for Scala, der afløser den billige Rapid og er større end sin fjerne fætter, VW Golf. Platformen fra den mindre Polo holder prisen nede, og giver adgang til avanceret teknik.

Kig en ekstra gang på bilen her, den helt nye Skoda Scala. Det tjekkiske bilmærke løfter sløret for en nyhed, der virker skræddersyet til at blive en rigtig dansker-favorit. Scala afløser nemlig den lidt discountprægede Skoda Rapid, som trods masser af plads aldrig for alvor slog igennem herhjemme. Danske bilkøbere foretræk den mindre og billigere Fabia eller den større og kun lidt dyrere Octavia.

Ingen pjank men masser af moderne teknik i Scala-kabinen, der bl.a. fås med digital instrumentering og ni tommer stor info-skærm.

Med Scala går Skoda efter det gyldne kompromis. Forbilledet er tydeligvis koncernfætteren VW Golf. Scala får samme ‘to-boks design’ med korte udhæng, og med en længde 436 centimeter bliver den endda 10 centimeter længere end klasseduksen. Omvendt bliver den uden tvivl noget billigere, for selv om Scala vokser i forhold til Rapid, holder den fast i den ‘lille’ MQB A0-platform. Finten er, at der er tale om den nye af slagsen, som også bruges til den nye VW Polo og Skoda Seat.

Det er et par fine biler, og det bør Scala også blive. Selv om A0-platformen er billigere end den, som benyttes til Golf og Octavia, giver den nemlig adgang til alt det sjove fra VW-koncernen. Det vil blandt andet sige digital instrumentering, adaptiv fartpilot, LED-lygter, diverse aktive sikkerhedsassistenter og infotainment-systemer med op til 9,2 tommer store skærme, internetforbindelse og Apple Carplay.

Skoda med stort…
En af de ting, der skal hjælpe Scala er designet, der er væsentligt mere moderne. Markant LED-kørelys for og bag bliver standard, mens den enorme bagrude forventes at blive ekstraudstyr. Vælger du den, får du også bogstaverne SKODA i kæmpestørrelse på ruden i stedet for det velkendte Skoda-logo. Scala skal nemlig også sælges i Kina, hvor tjekkerne gerne vil gøre noget mere reklame for firmanavnet…

Stor bagrude, der kører helt til kanten, bliver ekstraudstyr. SKODA skrevet med kæmpebogstaver følger med. LED-baglygter bliver standard.

Selvtilliden fortsætter indvendig, hvor Scala angiveligt får mærkbart lækrere materialer end Rapid. Om den helt når Golf- og Octavia må vente til en test. Scala skal være billigere end fætrene, så hist og her bliver tjekkerne nødt til at spare.

Det bliver ikke på pladsen. Med en akselafstand på 265 centimeter bliver Scala lige så rummelig på bagsædet som Golf, mens bagagerummet sluger hele 467 liter.

Kendte motorer fra VW
Under hjelmen finder vi også kendt teknik fra VW-hylderne. Basismotor bliver en trecylindret turbobenziner på én liter, der fås med 95 eller 115 hk. Derefter hedder det 1,5 TSI med fire cylindre, 150 hk og cylinderfrakobling. Diesel bliver der en enkelt af – en 1,6 TDI med 115 hk. Flere af motorerne vil kunne fås med syv-trins automatgear med dobbeltkobling.

Skoda Scala ventes til Danmark før sommeren 2019.

Ifølge Skoda selv får Scala lige så meget plads på bagsædet som den større Octavia.

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation