Skatterabat til hybridbiler kaldes ’en fejl’

0
skatterabat hybridbiler

Bred kritik af milliard i skatterabat til hybridbiler, som EU sætter i ’miljø-skammekrogen’ i 2026. ’Det skal stoppes’, mener professor.

I årets første fire måneder blev der solgt 10.354 nye opladnings-hybridbiler – det vil sige biler med både en benzinmotor og en elmotor.

Ganger man den gennemsnitlige skatterabat med antallet af solgte hybridbiler, når man frem til et estimat, der viser, at staten alene i årets fire første måneder har brugt mere end 1,1 milliard skattekroner på at støtte de kombinerede el- og benzinbiler. Det skriver Information.

Det sker, på trods af at EU fra 2026 ikke anser hybridbiler for at være grønne.

Ifølge et folketingssvar fra skatteministeren får man i gennemsnit en skatterabat på 108.700 kroner per hybridbil.

”Det er et absurd højt beløb, og klimaeffekten er yderst tvivlsom, siger Jeppe Juul,” der er seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, til Information.

Skatterabat er ’en fejl’

Professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet mener, at det decideret ’er en fejl’ at give skatterabatter til hybridbiler.

”Det skal vi simpelthen have stoppet. Mange rapporter viser, at hybridbiler ikke er en grøn løsning,” siger han til Information.

Enhedslisten er en del af aftalen, der giver rabat, men vil på baggrund af de nye tal have indkaldt til nye forhandlinger.

I et e-mailsvar til Information skriver skatteminister Morten Bødskov, at aftalepartierne er enige om først at mødes igen i 2025 for at drøfte udviklingen og se på, om der er behov for at justere aftalen.

Han kalder det desuden ’rigtig gode nyheder’, at hver fjerde solgte bil i dag er ’en grøn bil’.

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation